KOMMUNALT. Forleden kunne Fredericia Kommune meddele, at opsætningen af de nye broer over volden i Sjællandsgade udskydes på ubestemt tid. Nu viser det sig, at forsinkelsen allerede har store økonomiske konsekvenser for entreprenøren.

Ifølge kommunen pålægges entreprenøren en bod på 128.000 kroner pr. uge for den manglende aflevering. Boden har løbet siden mandag i uge 34, og kravet udgør derfor allerede 1,28 millioner kroner.

»Boden for forsinkelse på projektet er 128.000 kr. pr. uge. Der er pålagt bod fra mandag uge 34, og kravet om bod er således pr. d.d. 1.280.000 kr. Boden kan maksimalt udgøre 10 % af entreprisesummen og således maksimalt ca. 2,6 mio. kr.,« oplyser programleder i Vej og Park, Lasse Hasle Nørgaard fra Fredericia Kommune.

Kommunen afviste forleden at godkende broerne, fordi stålkonstruktionen ikke lever op til de tekniske kvalitetskrav i udbudsmaterialet og de gældende normer for stålbroer. Tolerancerne i den færdige konstruktion overskrider de tilladte grænser, og broerne kan derfor ikke monteres.

Det betyder samtidig, at den planlagte spærring af Sjællandsgade blev aflyst i sidste øjeblik, og at projektet nu er sat på pause, mens entreprenør og underleverandør forsøger at finde en teknisk løsning.

Der er endnu ikke sat ny dato for, hvornår broerne kan blive monteret.

Kommunen har tidligere understreget, at målet fortsat er at få leveret den aftalte kvalitet og et færdigt projekt, der lever op til både standarder og forventninger.

»Det er naturligvis ærgerligt, at voldprojektet ved Sjællandsgade bliver yderligere forsinket. Men vi finder det vigtigt, at kommunens projektledelse sikrer, at vi får leveret den aftalte kvalitet i projektet,« sagde formand for Teknisk Udvalg John Nyborg og næstformand Karsten Byrgesen tidligere på ugen.

Mens Fredericia venter på en ny tidsplan, stiger boden fortsat uge for uge.