Stemningen i Herslev Forsamlingshus var tæt som novembermørket udenfor. Rundt om de lange borde stod termokander med kaffe og fade med småkager, men de fleste hænder holdt ikke om kopper – de var foldet over brystet. For mange var ikke kommet for hyggens skyld. De var kommet for at sige fra.
Torsdag den 6. november – blot tolv dage før kommunalvalget – havde borgerforeningen i Herslev indkaldt til vælgermøde. 13 kandidater var mødt op fra et bredt politisk spektrum, men allerede inden den første kandidat greb mikrofonen, var det tydeligt, hvem der stod for skud. Borgmester Christian Bro (S) sad midt på rækken og nikkede høfligt. Han vidste, at det ville blive en lang aften.
Et hus fuld af mistillid
»Jeg håber på en hyggelig og informativ aften med en god tone,« sagde ordstyreren, Ole Møller, da han bød velkommen. Publikum klappede høfligt. Men under overfladen ulmede en vrede, som snart skulle bryde frem.
For mange af de fremmødte – folk fra Herslev, Taulov, Skærbæk og de små landsbyer vest for Fredericia – føler, at kommunen har vendt dem ryggen. De oplever, at beslutningerne træffes inde bag voldene i byens centrum, mens landdistrikterne bliver reduceret til grønne pletter på et kort – praktiske steder at placere solceller, biogasanlæg og højspændingsledninger.
Borgmester på forsvarsposition
Christian Bro havde næppe varmet stolen, før angrebene begyndte. Det startede med et spørgsmål, der blev stillet stille, men med en hård kant: »Hvorfor skal Fredericia pinedød have al industri i hele verden?«
Spørgsmålet kom fra Ulla, en lokal beboer, der rejste sig i salen. »Vores lille kommune bliver dængt til med højspænding, solceller, biogas og alt muligt. Hvor skal vi være som mennesker?« sagde hun, mens blikket søgte scenen.
Applausen brød løs. Bro løftede mikrofonen og forsøgte at svare. »Det er ikke meningen, at Fredericia skal deles til med industri. Vi vil også bevare de grønne områder,« sagde han. Men salen rystede på hovedet. »Det er præcis det, I gør!« lød det fra flere sider.
Allerede dér stod det klart, at borgmesteren var på udebane.
Mulighedszonerne – det nye bandeord
Det, der især havde bragt folk på barrikaderne, var kommunens såkaldte mulighedszoner – områder udlagt til vedvarende energi. I Herslev betyder det i praksis store marker, som kan blive forvandlet til solcelleparker. For mange husejere betyder det, at værdien af deres ejendom er faldet, og at de ikke tør investere i fremtiden.
»Hvorfor skal jeg bruge 400.000 kroner på et nyt tag, hvis jeg om et år skal flytte?« spurgte en mand fra salen. »Jeg gider ikke at leve i uvished. Fortæl mig, hvor længe jeg skal vente på at vide, om jeg bliver boende eller ej.«
Bro svarede forsigtigt: »Det afhænger af planprocessen og af, hvad lodsejerne beslutter.«
Der blev stille et øjeblik – og så en lav mumlen, der hurtigt voksede til vrede. »Altid det samme svar,« sagde en kvinde højt. En anden tilføjede: »Han aner det ikke.«
»Det forbandede lort«
Efterhånden som kandidaterne tog ordet, blev afstandene til borgmesteren tydelige. Karsten Byrgesen fra Liste J talte med hævet stemme og slog hånden i bordet:
»Fredericia skylder ikke en skid i klimaregnskabet. Vi er i mål. Alligevel bliver vi ved med at piske os selv og ødelægge vores egne lokalsamfund med de her anlæg. Det er galimatias.«
Han kiggede direkte mod Bro. »Socialdemokratiet og Venstre stemte selv for de her mulighedszoner. Og nu står I her og siger, I vil have dem ud. Det er jo det forbandede lort!«
Salen eksploderede i bifald. Flere råbte »Bravo!« og rejste sig fra stolene. Bro sad tavs med et anstrengt smil.
De røde og de grønne – men ikke på samme hold
Selv partier, som normalt samarbejder med Socialdemokratiet, tog afstand. Malene Søgaard-Andersen (SF), der er spids- og borgmesterkandidat for sit parti, sagde:
»Jeg kunne have ønsket mig en helt anden proces. Man burde have taget borgerne med, før man vedtog de ændringsforslag. Så havde vi måske undgået, at folk herude føler sig kørt over.«
Ved hendes side nikkede Susanne Eilersen (DF) og tilføjede: »Vi stemte imod de ændringsforslag. Vi ville ikke have solcellezonerne. Og så står de partier, der selv stemte for det, nu og spiller hellige. Det er jo hykleri.«
Et folk, der føler sig glemt
Uden for byrådssalen handler utilfredsheden ikke kun om energi. For mange handler det om at føle sig overset. Herslev har i årevis kæmpet for at bevare sin børnehave, for at få cykelsti til Taulov, for at få busser, der kører efter klokken seks.
En ældre kvinde rejste sig midt i salen. »Jeg gider ikke mere,« sagde hun og pegede mod de to grønne affaldsbeholdere uden for forsamlingshuset. »Jeg tømmer skraldespanden hver uge, fordi ingen andre gør det. Jeg er over 70. Skal jeg også være renovationsarbejder nu?«
Publikum lo, men ingen lo ad hende – de lo med hende. Alle kendte problemet.
Tommy Rachlitz Nielsen (K), der sad få pladser fra Bro, tog straks sin telefon frem. »Jeg skriver til forvaltningen med det samme,« sagde han. »Det her skal løses.«
Salen klappede, mens borgmesteren sad stille.
»Stem på dem, der vil tage zonerne ud«
Efter mere end to timer var luften tung og tændt på samme tid. Flere borgere havde fået mod til at tale. En mand rejste sig og sagde: »Det er et nemt valg. Stem på dem, der vil tage mulighedszonerne ud af kommuneplanen. De andre vil ikke høre på os.«
Applausen kom igen. Og denne gang nikkede flere politikere åbent.
Danmarksdemokraternes Palle Dahl sagde: »Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg sagde ja til at lægge solceller på god landbrugsjord.«
Liberal Alliances Christian Jørgensen tilføjede: »Det var en kæmpe fejl at køre jer herude under bussen. Hvis der havde boet 5.000 mennesker i stedet for 500, var det aldrig sket.«
Også venstres Kenny Bruun Olsen, der tog gode point med hjem som standup komiker, sagde fra. »Man har tabt området herude,« sagde han. »Jeg kan godt forstå jer.«
Borgernes opsang
Da ordstyreren forsøgte at runde af, bad formanden for Borgerforeningen om ordet. Anders gik op til mikrofonen, trak vejret dybt og sagde:
»Jeg har boet mange steder i Danmark, men jeg har aldrig følt mig så marginaliseret som her. Det kan simpelthen ikke passe, at byen skal være så nedladende over for os. Vi vil gerne passe på jer – men så må I også passe på os.«
Ordene blev mødt af stående klapsalver. Folk rejste sig, klappede længe, nogle med blanke øjne.
Bro smilede stift. Han vidste, at det ikke var ham, de klappede af.
Kamp om sandheden
Efter pausen forsøgte borgmesteren at genvinde terræn. Han forklarede, at de nye energianlæg var en del af den grønne omstilling, og at Fredericia »ikke kan stå uden for den udvikling«.
Men salen var ikke overbevist.
»Fredericia skylder intet i klimaregnskabet,« gentog Karsten Byrgesen fra Liste J. »Vi er allerede foran. Hvis vi tager raffinaderiet ud af ligningen, så er vi i mål. Vi skal ikke smadre naturen for at pynte på tal.«
»CO₂ kender ingen kommunegrænser,« indskød Malene Søgaard-Andersen (SF). »Men vi skal finde smartere løsninger. Solceller hører til på tagene, ikke på markerne.«
Debatten bølgede frem og tilbage. Flere borgere blandede sig. En ingeniør fra salen forklarede, at beregninger viste, at »Fredericia kan dække sit elforbrug ved at bruge tagfladerne – uden at ødelægge landbrugsjord.«
Der blev nikket i salen. Bro forsøgte sig igen: »Der skal også være plads til industrien, til arbejdspladserne. Det handler om at finde en balance.«
»Balancen er væk,« lød svaret fra en kvinde på forreste række.
»Vi er Fredericias skraldespand«
Samtalen fik gradvist karakter af et opgør. Der blev talt om larm fra motorvejen, om børnehaven, om lukkede busruter og om den forsvundne skole.
»Det er altid os, der bliver ramt,« sagde en midaldrende mand. »Når der skal spares, lukker I skolerne. Når der skal bygges, bygger I i byen. Når der skal placeres noget grimt, så får vi det herude. Vi er Fredericias skraldespand.«
Der lød et rungende bifald.
Et politisk sammenbrud i miniature
For de fleste tilstedeværende var mødet mere end en debat – det var en ventil. En mulighed for at sige højt, hvad de havde tænkt længe.
Da snakken igen kom ind på solcellerne, sagde Bro: »Der er ingen aktuelle planer lige nu.«
Men fra salen lød straks et råb: »Det passer ikke! Der ligger jo ansøgninger!«
En mand rejste sig: »Jeg har søgt aktindsigt. Der er fem firmaer i dialog med kommunen. Hvordan kan du sige, at der ikke er planer?«
Bro tog mikrofonen og svarede: »Jeg har ikke fået forelagt nogen ansøgninger, men måske har forvaltningen haft dialoger.«
»Så ved du det jo ikke,« råbte manden tilbage.
Der blev stille et øjeblik, før en kvinde brød tavsheden: »Det er det, der er galt. I ved det ikke, men I bestemmer alligevel.«
Et kommunalvalg i spil
Flere politikere begyndte at tale åbent om, at sagen kan få konsekvenser ved valget.
»Hvis Socialdemokratiet mister de små sogne, mister de flertallet,« sagde en kandidat stille i pausen.
Andre så mere håbefuldt på fremtiden. »Det her viser, at folk stadig tror på lokalpolitik,« sagde en borger fra Skærbæk. »De gider bare ikke blive løjet for.«
Afslutningen
Da ordstyreren endelig takkede af, var det efter mere end tre timer. Forsamlingen rejste sig, men ingen skyndte sig hjem. Folk stimlede sammen i små grupper. Politikerne gik rundt og trykkede hænder, svarede på spørgsmål, udvekslede visitkort.
Alle – undtagen borgmesteren. Han pakkede stille sine papirer, nikkede kort til et par kolleger og gik mod døren. Udenfor lå Herslev i mørke, kun oplyst af gadelygternes gule skær.
Inde i salen sagde Anders fra borgerforeningen de sidste ord: »Vi vil ikke finde os i det længere. Fredericia skal passe på os – ellers passer vi på os selv.«
Der blev nikket overalt i rummet. Kaffen var blevet kold, men vreden glødede stadig.
Efterspil
Siden mødet har utilfredsheden spredt sig på de lokale sociale medier. Flere har delt videoer fra debatten, hvor borgmesteren sidder tavs, mens salen klapper af hans modstandere.
Herslev er måske en lille prik på landkortet, men aftenens møde viste, at prikkens stemme kan runge. Når valgurnerne åbner den 18. november, vil mange i Herslev huske den aften, hvor borgmesteren ikke længere havde ordet – men folket tog det.
