Af Karsten Byrgesen
Vi skal ikke tvinges til at veksle skøn natur og dyrenes leve- og spisesteder ud med solcelleørkener i Fredericia kommune, hvor naturen i forvejen er under et ekstremt pres.
Det handler om vedvarende energi (VE). Fredericia er med stor sandsynlighed den by der – alt i alt – leverer mest energi til Danmark og til eksport. I flæng kan nævnes olieraffinaderiet Crossbridge, Ørsted kraft- varmeværket i Skærbæk og brintfabrikken Everfuel og et vedtaget projekt om at etablere en Brintomladestation i Taulov. Over halvdelen af kommunen er enten asfalteret, flisebelagt, industriområde eller beboelse og haver og anlæg. Der tales om, at naturens vilde dyr er flyttet ind i beboelsesområderne, men virkeligheden er, at dyrenes levesteder stille og roligt er blevet indskrænket og omgrænset af motorveje og motortrafikveje og vand. Derfor er mange gode grunde til at sige nok er nok.
Der er i forvejen etableret meget store VE anlæg i Danmark og i farvandet omkring os. Der udbygges fortsat og der er aftaler om, at udvide med såkaldte energi øer i Nordsøen.
Beboerne i Herslev – en skøn lille landsby i kommunens vestlige del – er blevet præsenteret for et projekt, der vil spærre byen inde med solceller (FRDB 4. juni 2024). Der er tale om at afspærre et landbrugsområde der er op til otte gange større end arealet af Legoland, eller over en million kvadratmeter. Det er både voldsom og indgribende. Samme opfattelse deles med formanden for borgerforeningen i Herslev, Anders Bendsen, der siger ”at det er alt for voldsomt og det vil ikke være godt for Herslev. Den samlede melding fra et borgermøde i Herslev var, at solcellerne ikke er velkomne.
Vi har en skøn by med prægtige lokalsamfund og en masse energiske borgere der med rette er stolte over og aktive i deres lokalsamfund. VI skal vækste i form af tilflytning og der er flere områder i kommunen, hvor lokalplaner og udstykninger allerede er gået hånd i hånd med både private- og virksomhedsbygherrer. Fredericia vælges til for det vi er. Og ikke for det vi var med en voldsom tung industri.
Omvendt er solceller velkomne hos private i haver og på tage (i henhold til lokalplanerne), som det også ses i flere af vores industriområder, hvor virksomhederne har fokus på lokale VE-anlæg – på egen grund.