POLITIK.Når fredericianerne går til kommunalvalg næste år, bliver det med en ny liste og nye navne på stemmesedlen. Borgernes Liste stiller med tre af kandidat, Charlotte Møller-Madsen, Christina Koch-Petersen og Karsten Byrgesen, der markerer sig med forskellige baggrunde – men med et fælles mål: at sætte borgerne i centrum og skabe en ny kurs for kommunen.
Charlotte Møller-Madsen: Ud med nepotismen
Charlotte Møller-Madsen har erfaring fra hjemmeplejen og peger på, at hun dér har set, hvor meget der kan gøres bedre i kommunen. Hun mener, at Fredericia lider under nepotisme og manglende vilje til at tænke nyt.
»Lige nu bruges der alt for meget nepotisme inde i den her kommune. Det skal bare lues ud i,« siger hun.
Hun kritiserer det nuværende byråd for at være for optaget af egen overlevelse frem for borgernes behov: »På nuværende tidspunkt virker byrådet som om, de mere hytter deres egen kage, og hvordan de bedst næste gang bliver valgt. Det burde i stedet være borgerne.«
Hun vil have fokus på natur, bosætning og uddannelse – og ikke bare følge nationale partilinjer. »Vi skal ikke bare sige ja til solceller, fordi andre siger det. Vi skal se på, hvad Fredericia har brug for.«
Christina Koch-Petersen: Mere fokus på små virksomheder
Erhvervsdrivende Christina Koch-Petersen stiller op med et klart erhvervspolitisk fokus. Hun mener, at Fredericia lægger for meget vægt på de store virksomheder og glemmer de små, som udgør over 90 procent af erhvervslivet.
»Vi har alt for meget fokus på kæmpe virksomheder, kæmpe lagerbygninger. Vi glemmer den lille håndværker, den lille produktionsvirksomhed,« siger hun.
Hun fremhæver også behovet for at gøre udbudsrunder enklere, så de små virksomheder kan byde ind. Samtidig har hun et særligt hjerte for at koble det erhvervspolitiske med det sociale – i sin egen virksomhed har hun ansat borgere med sociale udfordringer og set dem blomstre.
Hun vil også have folkeskolen til at give mere plads til håndværk, kreativitet og kultur – især for unge med særlige behov. »Vi skal have mere opfindsomhed og kreativitet ind i folkeskolen, så flere kan udfolde deres evner.«
Karsten Byrgesen: Vagthunden på rådhuset
Karsten Byrgesen, der allerede er en kendt skikkelse i lokalpolitik, beskriver Borgernes Liste som »partiet med den sunde fornuft«. Han vil sætte borgerne i centrum og fortsætte sin rolle som vagthund over for kommunen.
»Jeg får ofte meget personlige henvendelser fra borgere, som beder mig tage deres sag op. Og det gør jeg. Jeg undersøger tingene og går direkte til forvaltningen, og typisk viser det sig, at der er noget galt,« siger han.
Han er særligt kritisk over for kommunens behandling af familier og børn: »På familieområdet har vi et område i frit fald. Det samme gælder børneområdet. Det eneste, der ikke er i frit fald, er budgetterne – de stiger.«