POLITIK. På byrådsmødet mandag aften stillede Preben Langsgaard, formand for grundejerforeningen ved Bøgeskov Strandpark, sig kritisk over for byrådets beslutning omat gøre Stenten i Bøgeskov til privat fællesvej frem for offentlig vej.
»Byrådet vedtog i juni sidste år nogle klare kriterier for, hvornår en vej er offentlig, og hvornår den er privat. Det kaldte man harmonisering og ensartet status af Fredericia Kommunes veje,« forklarede Preben Langsgaard og fortsatte:
»Vores vej, Stenten, er blevet vurderet som en boligvej og blind vej, og derfor skal den være privat fællesvej. Men når jeg ser på veje inde i byen, som Danmarkstræde og Riddergade, så er de også boligveje med private parkeringspladser og blinde ender, og de får status af offentlige veje.«
Han stillede herefter spørgsmålstegn ved byrådets argumentation:
»Argumentet er åbenbart, at inde i byen er det bysamfund og centrum. Men i Bøgeskov er vi også et bysamfund og har vores eget centrum. Godt nok uden gågade og rådhus, men til gengæld med unik natur, dyreliv og strand ved Vejle Fjord. Er det virkelig byrådets idé om ensartethed og ligestilling?« spurgte han direkte.
John Nyborg (S), formand for Teknisk Udvalg, svarede på vegne af byrådet:

»Ja, vi mener, det er ensartet. Vi arbejder efter et vejkatalog, hvor principperne er klare. Der vil altid være borgere, som reagerer, når deres vej skifter status, men vurderingen fra administrationen er klar: Stenten kan ikke klassificeres som offentlig vej. Derfor bliver den privat fællesvej.«
John Nyborg understregede samtidig, at Bøgeskov blot er en af de første i rækken, og at processen vil fortsætte med flere veje i kommunen i fremtiden.