BØGER. På torsdag den 10. april kl. 16 byder Fredericia Bibliotek på lanceringen af en spændende ny naturbog, „En vild skov – Treldeskovene ved Fredericia‟. Bogen, som både er en hyldest og en kærlig udforskning af dette unikke naturområde, er blevet til gennem et nært samarbejde mellem tre forfattere med dybe lokale rødder og en personlig tilknytning til skoven.
Bag værket står initiativtager og fotograf Ole Heilmann-Clausen samt Claus Heilmann-Clausen, lektor emeritus ved Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, og Jacob Heilmann-Clausen, der som lektor i biologi har særligt fokus på biodiversitet og naturforvaltning. Fælles for dem alle er, at Treldeskovene har været en integreret del af deres liv og interessefelt gennem mange år.
Bogen er overvejende billedbåret og fordelt på 60 sider, hvor der fokuseres på Treldeskovenes historie, nutidige status og fremtidige perspektiver. Læseren tages med på en rejse, der starter i en fjern fortid for omkring 50 millioner år siden, da det plastiske ler blev dannet i en tid, hvor hele Danmark lå under et dybt, subtropisk hav.
I bogens nutidsafsnit beskrives skovens udvikling fra sidste istid til vores dage. Her belyses især den tid, hvor skoven fungerede som en af landets største bønderskove. I dag regnes Treldeskovene blandt Danmarks vigtigste skovområder på grund af deres særlige biodiversitet og naturkvaliteter.
Bogens sidste del tager et vigtigt kig ind i fremtiden. I 1966 overtog Fredericia Kommune den yderste del af Trelde Næs, og i 2024 blev store private skovparceller købt af Den Danske Naturfond, således at omtrent halvdelen af området i dag er offentligt eller fondsejet. Hele området er i dag omfattet af en fredningssag, der stadig er under behandling.
Bogen er støttet af Aage V. Jensens Fond.
Alle interesserede er velkomne til boglanceringen på biblioteket, hvor man får mulighed for at møde forfatterne, høre mere om bogens tilblivelse og måske sikre sig et eksemplar af denne smukke hyldest til et af Fredericias mest skattede naturområder.
Hvis du ikke har mulighed for at komme til boglanceringen på torsdag d. 10. april 2025, kl. 16 på Fredericia bibliotek, så kan du købe bogen – EN VILD SKOV – TRELDESKOVENE VED FREDERICIA i Billunds Boghandel, Gothersgade 24 i Fredericia.