BØRN. Stemmeboksen er hentet nede fra Rådhuset. Valgurnen står klar. Forhænget er sat op, så kun én kan gå ind ad gangen. På Fredericia Bibliotek er alt sat i stand til valg — ikke for voksne, men for børn.
I morgen, tirsdag den 10. marts kl. 10, åbner Børnevalget 2026 officielt, og et hold børnehavebørn er inviteret til at indvie det hele. Susanne Eilersen, 2. viceborgmester i Fredericia og tidligere folketingsmedlem, klipper snoren. »Vi har en rigtig stemmeboks, en valgurne vi putter stemmerne i, og forhæng så man kun må gå én ind ad gangen, så de lærer de samme ting, som når deres forældre skal ned og stemme,« fortæller børnebibliotekar Ulla Skovgaard.
Børnevalget er ikke et politisk valg. Børnene stemmer på deres yndlingsfigur fra børnelitteraturen — kendte figurer, der hver stiller op med sit eget slogan, akkurat som ved et rigtigt valg. Det kunne for eksempel være Mumbo Jumbo, der lover »ja til alle størrelser«, eller Børste, der stiller op med budskabet »ja til gode venner«. Kandidaterne præsenteres med valgplakater på børnevalg.dk fra i morgen.
Valget løber frem til den 24. marts — samme dag som de voksne sætter deres kryds til Folketingsvalget. At de to valg falder sammen er ikke tilfældigt. Det er hele pointen. »Det er en god måde at forberede børnene på demokrati. Mange har aldrig været inde i en rigtig stemmeboks, og på den måde bliver det lidt mere normalt. Noget man selvfølgelig er med til, når man bliver gammel nok,« siger Ulla Skovgaard.
Hun er ikke i tvivl om, hvorfor formen betyder noget. »Det er lettere at deltage, hvis man har prøvet det. Her får børnene lov at lege valg på den rigtige måde,« siger hun.
Den 25. marts tæller Fredericia Bibliotek stemmerne op. Samme dag offentliggøres vinderen på landsplan. Alle børn fra 4 til 12 år er velkomne til at stemme på biblioteket frem til den 24. marts.
Børnevalget afholdes af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet og har fulgt hvert valg siden 2015. Ved det seneste børnevalg i november 2025 afgav mere end 23.000 børn deres stemme på landsplan.



















Log ind
Kommentar