Lørdag den 14. september kl. 7 slår Billigblomst dørene op til deres nye plantecenter i Fredericia. Dette bliver Billigblomsts 11. plantecenter, og med sine imponerende 25.000 m² bliver det deres største center til dato. Centeret befinder sig på Skærbækvej 3 i Fredericia.
Den 30. juni 2023 overtog Billigblomst det populære plantecenter Tantes Have, og siden da har der været travlt med om- og tilbygning. Det nye Billigblomst Fredericia vil tilbyde noget unikt, som ingen af de andre plantecentre i kæden kan prale af: en permanent julehal på hele 3.000 m². Her vil der året rundt være fyldt med julevarer og imponerende juleudstillinger, så man kan opleve den magiske julestemning hver dag.
– Vi ser frem til at åbne dørene til vores nye, store plantecenter. Åbningsdagen bliver en oplevelsesrig dag for alle vores kunder. Borgmester Christian Bro kommer kl. 06:45 og holder tale og klipper det røde bånd, og så åbner vi kl. 7. Derefter byder vi på rundstykker, en pølsevogn til frokost samt gløgg og brunkager om eftermiddagen. Fra kl. 10 vil julemanden være på besøg, og der vil selvfølgelig være en masse fantastiske tilbud at benytte sig af, siger ejer Brian Reenberg.
I forbindelse med den store åbning præsenterer Billigblomst en række sensationelle køtilbud til de første kunder. Blandt de mest opsigtsvækkende tilbud er en topmodel robotplæneklipper, der kan erhverves for kun 50 kr., selvom den normale udsalgspris er 9.999,95 kr. Der er dog kun én til denne pris, så det anbefales at komme tidligt for at få fat i dette enestående tilbud.
For at sikre en behagelig oplevelse for de kunder, der planlægger at stå i kø tidligt – eller endda natten over – har Billigblomst sørget for et overdækket område.