Af Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige, medlem af Fredericia Byråd og regionsrådsmedlem i Region Syddanmark

Bestyrelsesformanden for Danske Havne, Carsten Aa (CA) angriber i pressen min person og integritet i grove og krænkende vendinger og beskyldninger, hvor CA ender med at bogstaveligt at sammenligne mig med Trump i et ynkeligt forsøg på at lade mig fremstå som et uoplyst fjols. CA kalder det ”sammenflikket, fejlfuldt, urimeligt og uansvarligt sludder” at jeg tager kampen op imod dumpning/klapning af giftigt affald.

Kære CA, når argumentet svækkes øges stemmen og jeg troede du var bedre end det, men godt at du tydeliggør, hvad der skjuler sig under jakkesættet. Dit fravær af etisk kontrol og pli, må I tage i bestyrelseslokalerne.

Havet er ikke en losseplads. Havet er en fødevarekilde, som vi har en fælles pligt til at passe på og beskytte den maritime flora og fauna. Hvad nytter det, at CA henviser til sin hjemmeside om miljø hensyn, når den siger et, og CA noget andet.

Gutterne på kutterne er nogle troværdige og ydmyge gutter, hvis fiskeriområde huseres og raseres af hollandske bomtrawlere, der slæber tonstunge stålbomme hen over havbunden, for at jage fladfisk op i et net. Enhver kan se, at det er uetisk og ødelæggende. Derfor har Miljøministeriet forbudt fiskere med bundslæbende redskaber i dele af Bælthavet, hvis maritime flora og fauna i store områder er ødelagt. Samme ministerium har forbudt muslingefiskeri i samme geografiske område af samme grund. Tiltag der skal fremme bæredygtigt fiskeri. Et tiltagende iltsvind truer det resterende liv i Bæltet. Iltsvind fremkommer bl.a. ved, at der dumpes/klappes store mængder stærkt gødende bundaffald (Gytje) direkte i Lillebælt. Det er uetisk, men ikke desto mindre er det CAs anbefaling fortsat at gøre det ved at bruge Miljøministeriet som stråmand. Hvordan ministeriet kan iværksætte to modsatrettede tiltag i samme område undrer mig. Hertil kommer en miljøfjendsk indvinding af enorme mængder sand og sten fra andre dele af havbunden i Lillebælt.

CA peger i sin pressemeddelelse også på, at jeg skrev om Fredericia havn. Det gjorde jeg jo ikke! Jeg skrev om Vejle havn og henviste til CAs egne udtalelser om uddybning og klapning. Fredericia havn og dens udvidelse er på flere områder rollemodel for havneudvikling, hvor bl.a. forurenet og giftig bundmateriale skal håndteres på land! Er opgravet havnebund giftigt? Det mener CA ikke, men i en af mine referencer (SWECO projektnummer 23.1000.56 og 23.1000.57 af 10. januar 2022) fremgår det meget tydeligt, at der er ”grænseoverskridende mængder af TBT” (Tribultyltin – et tungtnedbrydeligt giftstof i havnesedimentet, der påvirker vandlevende dyrs reproduktion og vækst). Hertil kommer flere øvrige kemiske og metalliske forbindelser, samt forurening fra tage og veje (gummi, plast m.m.), der over tid også er endt i havbassinerne.

Jeg holder ikke her, men fortsætter indtil klapning/dumpning af slam gøres forbudt. Som kuriosum har forligskredsen bag byggeriet af Lynetteholmen aftalt – at de af grunde som jeg beskriver ovenfor – stopper klapningen af affaldet (Trine Bramsen tidl. transportminister) i Køge Bugt.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her