Meteorologisk Institut (DMI) har varslet farligt vejr natten til tirsdag, hvor en kombination af stormende kuling fra vest og en høj vandstand kan ramme vestkysten. Prognoserne peger på, at sommerhusområder, havne og andre lavtliggende områder kan blive oversvømmet, og myndighederne advarer borgerne om at tage forholdsregler.

– Syd- og Sønderjyllands Politi følger sammen med de øvrige myndigheder nøje udviklingen og tager situationen alvorligt. Det opfordrer vi også borgerne til at gøre, siger politiinspektør Gert Bisgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Han understreger, at det er vigtigt at forberede sig på mulige oversvømmelser, især i havneområder og andre udsatte områder.

Tirsdag formiddag mødtes den lokale beredskabsstab, bestående af de berørte kommuner, Region Syddanmark, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og politiet, for at planlægge indsatsen. Staben vil følge udviklingen nøje og samarbejde om eventuelle nødvendige foranstaltninger.

– Borgere og virksomheder i havneområder og udsatte områder opfordres til at forberede sig på en mulig oversvømmelse, hvis DMI fastholder prognoserne om stormende kuling og høj vandstand, tilføjer Bisgaard.

Beredskabsstaben vil løbende informere om udviklingen, og politiet opfordrer til at følge med på deres kommuners hjemmesider og sociale medier for opdateringer. Det kan eksempelvis være information om, hvilke områder der kan blive berørt, og hvordan beboerne i de berørte områder kan få udleveret sandsække som beskyttelse mod vandet.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her