SPORT. Formand for Fredericia Håndboldklub, Bent Jensen, lægger ikke skjul på sine forventninger til sæsonen. »Det er, at vi skulle gerne komme i top 4,« siger han uden tøven. Han understreger dog, at sæsonen kun lige er begyndt, og at man skal passe på med at drage forhastede konklusioner.

»Vi har kun spillet to kampe. Man kan ikke bare tegne en prik på tavlen og sige, at linjen går den vej. Man skal bruge flere prikker, før man ved, om den går lige ud, op eller ned.«

Et ungt hold, der skal spilles sammen

For Bent Jensen er det tydeligt, at klubben står midt i en proces, hvor holdet skal finde sig selv.

»Det er et helt nyt hold, der skal spilles sammen. Særligt er det et meget, meget ungt hold. Det giver masser af gode ting, men vi har også skiftet forsvarsstil. Det kan man lige vende sig til,« siger han og nævner, at det svenske stortalent Pelle Segertoft har været savnet i de første kampe. »Han dækker en meget, meget vigtig treer, og han har været skadet i de to første kampe. Det, vi har trænet på hele sommeren, har vi derfor ikke kunnet praktisere.«

Alligevel er der optimisme. »Forsvarsspillet var savnet mod BSH, men vi løste det mod Ringsted. Så jeg tror, at vi er ved at finde vejen, og der bliver bygget på kamp for kamp.«

Formanden er ikke i tvivl om stemningen omkring klubben. Klubben har mange sponsorer, flere kommer til og generelt mærker klubben en stor opbakning, glæde over ligaen er i gang igen og interesse for klubbens kommende kampe, herunder også kampene i Europa.

»Jeg synes, vi møder en dejlig opbakning fra vores sponsorer og fans. Generelt bliver vi mødt af fantastisk opbakning fra hele byen. Jeg fornemmer ikke andet. Det er udelukkende positivt, hvilket er helt fantastisk.«

Når talen falder på byens rolle, slår Bent Jensen fast, at Fredericia Håndboldklub betyder meget. »Der er ingen tvivl om, at FHK er en del af byens DNA. Læg dertil de europæiske kampe oveni, så betyder det ekstra meget. Vi er med til at sætte Fredericia på det helt store håndboldkort, og det er da ganske enkelt stærkt at være en del af.«

Forventningerne til de kommende europæiske kampe er klare. »Det er klart, det altid handler om, at vi gerne vil have resultater. Erfaringen er også fantastisk, oplevelsen er også fantastisk, men resultatet er det vigtigste.«

Arenaen udbygges

En af de store opgaver uden for banen er udbygningen af arenaen.

»Det går fint. Vi er i fuld gang. Der er nogle processer, der skal igennem med brand og godkendelse, men vi er i gang med planlægningen og projekteringen. Det bliver lavet i løbet af den her sæson. Når sæsonen er færdig, så vil jeg tro, at vi er klar med den nye arena. Det er vores forventning.«

Han forklarer, at de største ændringer handler om siddepladser. »Vi får ikke en ny arena, men vi får væsentligt flere siddepladser. Vi konverterer mange ståpladser til siddepladser. Og det er det, der har været en mangel på. I dag vil folk helst sidde ned, når de ser håndbold eller fodbold. Erfaringen er, at det går trægt med billetsalget, hvis der kun er ståpladser.«

Når blikket rettes fem år frem, ser Bent Jensen stadig Fredericia Håndboldklub blandt de bedste. »Jeg tror, vi står der, hvor vi er i dag. Vi vil gerne være i top 4. Men det gode ved dansk håndbold er, at vi ikke er alene om at have ambitioner. Mange klubber opgraderer og forbedrer. Det kræver arbejde at nå dertil, selvom man har de fineste råvarer, så gør de det ikke alene.«

Der er kampstart i aften i Middelfart Sparekasse ARENA klokken 19.00 og billetter til kampen kan købes her

Fredericia AVISEN er også live i tekst og billeder fra kampen, samt reaktioner fra 18.50.