Den belgiske offshore-koncern Deme Group holdt tirsdag rejsegilde på grunden i Kongens Kvarter 43. I dag har koncernen til huse på nabogrunden, men det ændrer sig snart.
Smilene var store i Kongens Kvarter tirsdag. I februar blev første spadestik taget til projektet, og siden dengang er der sket en del. Nu er tagkonstruktionen kommet på, og man kan ane slutningen på byggeriet hos Deme Group, som kommer til at gå fra et domicil på 3.000 kvadratmeter til 1.700 kvadratmeter. Det skyldes, at de ikke har brug for så meget plads til de 45 ansatte, som indtil nu har holdt til i et hus, der er bygget til 150.
Totalentreprenør på projektet er Kjær & Trillingsgaard fra Kolding. De har allieret sig med investorer for at opføre byggeriet.
– Vi har en gruppe investorer, som synes det er sjovt og stiller sig til rådighed som bygherrer. Måden, vi gør det på, varierer fra projekt til projekt. Der bliver lavet en forbindelse, og så skaber vi et netværk, holder et møde og får tingene på plads, siger Christian Trillingsgaard, Offshorehuset ApS.
Byggeriet er omfattende. Der tages højde for den mindste detalje for at tilgodese Deme Group. Kantinen bliver en unik oplevelse og vil fungere som en slags restaurantoplevelse, beskriver Morten Høilund, der er administrerende direktør i Kjær & Trillingsgaard.
Det er ikke det eneste, der bliver specielt. Eksempelvis kommer Deme Groups langside ikke til at vende ud mod motorvejen, hvilket ellers ville give synlighed. I stedet er der tænkt over, at det vil opvarme bygningen unødigt, hvis valget var faldet på den løsning.
– Man har efterspurgt en bygning, hvor indeklimaet skulle være i fokus, kombineret med lys og godt arbejdsmiljø. Det kommer an på, hvordan bygningen vender i forhold til solen, Deme har stort fokus på hvordan medarbejderne har det, så der er stort fokus på kantine og ligeledes den store overdækkede terrasse, hvor man kan spise, når vejret er godt, siger Høilund og slår fast, at trivslen er i højsædet:
– Den er virkelig vigtig. Der er taget valg om, at langsiden ikke kommer til at vende ud mod motorvejen, da det giver en sydlig retning i forhold til solen. Mange havde nok taget valget, at facaden skulle være den anden vej, men her har man fokuseret anderledes, siger Morten Høilund.
Business Unit Director ved Deme Offshore DK, Marro Maria Vreys, er en glad mand. Han har været ansat i firmaet i 27 år, og snart starter et nyt kapitel med det nye domicil.
– Det er et firma med en lang tradition og historie. Nu er vi her og har været her siden 2016 i Danmark. Vi har set markedet vokse, og nye projekter komme til. Vi investerer med den historie, der er her i Danmark, da det er et stort center for viden, siger Vreys.
Grunden til, at offshore-koncernen har slået sig ned i netop Fredericia, er simpel.
– Der er to årsager. Kigger du på Danmarkskortet, er Fredericia centralt placeret. Du kan komme til fra syd, nord og København på relativt kort tid. Men en anden vigtig ting er også folkene her i området, som har stor erfaring, siger Marro Vreys.
Deme Group er specialiseret i havvindmøller og forskellige former for offshore-projekter. I 2017 opkøbte de selskabet A2Sea, der lå i Fredericia og har haft sin adresse i Kongens Kvarter siden 2011. Deme Group har afdelinger i tæt på 40 lande, i alt fra Angola, Dubai, Colombia, Cypern, Frankrig, Spanien og Tyskland.
På verdensplan er Deme Group en af de helt store spillere inden for sit område, og på bundlinjen ser det også godt ud. Datterselskabet, Deme Offshore DK A/S, har en egenkapital på over to milliarder kroner. I 2022 kom de ud med et overskud på 64.308.000 millioner kroner, og i 2021 var overskuddet på 105.690.000 millioner kroner.