Thorsten Fries udgik af kampen mod Aalborg med, hvad der frygtes at være en fibersprængning. Samtidig døjer Sebastian Frandsen med rygproblemer, som gjorde, at han egentlig ikke skulle have været på banen ifølge planen.

FHK tabte 32-26 til Aalborg. Det er måske til at leve med, da man ikke kan kalkulere med point mod Aalborg, selvom FHK forinden lørdagens kamp ikke havde tabt til Aalborg i fire hjemmekampe i træk.

Hvad der er værre, er, at FHK nu har skadesproblemer på målmandsposten. Inden dagens kamp var der spekulationer om, hvorvidt Sebastian Frandsen havde problemer med ryggen, da han så noget stiv ud i bevægelserne mod Sporting, og de formodninger er nu blevet bekræftet. Efter Aalborg-kampen har AVISEN talt med flere kilder, der bekræfter, at Frandsens ryg ikke er på toppen.

Derfor var planen egentlig også, at Thorsten Fries skulle have stået fuldtid. Det bekræfter hovedpersonen selv.

– Jeg så, hvordan Frandsen havde det i pausen, så jeg forventede egentlig, at jeg skulle stå hele kampen, sagde Fries til AVISEN, mens han var omgivet af snakkelystne fans.

Det, der ikke måtte ske, skete. I anden halvleg gik Fries ned i benene og ville redde en bold som så mange gange før, men alt var bare ikke, som det skulle være. Han fik ondt i baglåret og måtte humpe fra banen og lade sig afløse af Sebastian Frandsen, der slet ikke skulle have været på banen. Fries’ skade lignede en klassisk fibersprængning i baglåret.

– Vi skal have undersøgt det nærmere på mandag, forklarede Thorsten Fries, som dermed ikke ville male fanden på væggen endnu.

I næste uge venter endnu en uge, hvor der bliver run på for FHK. Torsdag står den på Champions League i Jyske Bank Arena i Odense, hvor Füchse Berlin venter, men nok så vigtigt er der også lokalbrag i Middelfart Sparekasse Arena mod KIF Kolding på søndag. Hvem FHK ender med at stille med på mål dér, må foreløbigt stå hen i det uvisse.