SPORT. Der bliver samlet kræfter under kurvene, når den kommende basketsæson sættes i gang. Efter længere tids forhandlinger er Middelfart Basketball Klub og Fredericia Lions Basketball Klub nemlig blevet enige om at slå sig sammen til én fælles klub.
Den nye klub fik navnet Lillebælt Lions Basketball Klub, og det skete ved en stiftende generalforsamling i Fredericia Idrætscenter, hvor fusionen blev stemt enstemmigt igennem.
Fusionen kombinerer de to klubbers forskellige styrker. Fredericia Lions har især markeret sig i ungdomsbasket, hvor klubbens U15-hold har været helt i toppen af mesterrækken vest for Storebælt. Holdet har opnået en ottendeplads ved det danske mesterskab for U15, og har også vist sig stærke ved Final Four.
Middelfart Basket har på sin side spillere fordelt på flere aldersgrupper, og både drenge- og pigehold. Begge klubber er kendt for en stærk familietilknytning og stort engagement fra forældrene.
Når sæsonen starter til september, forventer klubben at have cirka 100 medlemmer fordelt på hold i U6 mix, U13 mix, U15/U17 piger samt herreseniorhold, som fortsat vil træne i Middelfart og Strib. U15- og U17-drengeholdene vil træne i Fredericia.
Lillebælt Lions Basketball Klub satser samtidig på at etablere et seniorhold i 2. division, så unge spillere kan fortsætte med at spille lokalt, når de bliver seniorer.
Klubben opfordrer interesserede til at kigge forbi og prøve kræfter med basketball:
»Skulle du eller andre være interesseret i at komme basket lidt tættere og evt. spille med, så kom endelig og få et par prøvetræninger, og tag gerne en kammerat med.«
Den nye bestyrelse består af René Larsen, Nicklas Larsen, Britt Dejbjerg, Anders Olsson og Claus Jensen. René Larsen bliver klubbens formand, mens Claus Jensen er valgt som kasserer med Nicklas Larsen som »kasserelev«. Anders Olsson får ansvaret for turneringslederudvalget, og Britt Dejbjerg bliver en del af aktivitetsudvalget.
