Anne har set usikre elever ranke ryggen og 60-årige skifte spor: Efter seks år er det stadig det, der driver hende

UDDANNELSE. Der findes øjeblikke i et klasseværelse, som ligger langt uden for enhver læreplan, og som alligevel er hele grunden til, at nogle mennesker bliver ved med at undervise. Anne Bislev Lynge Thomsen kender sit. Det indtræffer, når en elev, der kom ind ad døren med sænkede skuldre og et forsigtigt blik, en dag ranker ryggen og rækker hånden op, som var det den naturligste ting i verden. Bag den håndsoprækning ligger der måneders arbejde, og hun har haft seks år på SOSU FVH i Vejle til at finde ud af, hvad det er for et arbejde.

»Vi ser rigtig tit elever, som er lidt usikre på, hvad de vil, og om de overhovedet kan. Når de så kommer i gang med skolen og ud i praktik, vokser de, både fagligt og ikke mindst menneskeligt,« fortæller hun.

Hendes plads i det maskineri er på grundforløbet, dér hvor alting begynder, og hvor det sundhedsfaglige fundament skal støbes, før eleverne overhovedet ved, om de tør kalde sig kommende social- og sundhedsmedarbejdere. Hun står også med det komprimerede forløb for studenter, hvor tyve ugers grundforløb er kogt ned til otte, fordi dansk og naturfag allerede er i hus fra gymnasiet, og tilbage står det rent sundhedsfaglige. To døre ind til samme fag, og gennem dem kommer to slags mennesker, som tilsammen tegner et billede af, hvem sundhedsvæsenets næste hænder egentlig er.

Men før man når til eleverne, vil hun gerne have lov at nævne huset, for de seks år skyldes også kollegerne bag katederet. »Vi arbejder i teams og løfter i flok, og det betyder rigtig meget at have et godt og trygt arbejdsmiljø, hvor vi bakker hinanden op. Og så er det en spændende gruppe, vi har med at gøre,« siger hun. Det spændende ved gruppen er forvandlingen, og taler man med Anne Bislev Lynge Thomsen om den, står det hurtigt klart, at den rækker langt ud over karakterblade og kompetencemål. Fagene handler om at pleje og drage omsorg for andre, men et eller andet sted undervejs begynder de at virke indad i dem, der læser dem. »De kommer til at tro på sig selv og på, at de kan bidrage med noget godt og være noget for andre. Og med den viden, de får gennem fagene, får de måske også en bedre evne til at mestre deres eget liv,« forklarer hun. Tydeligst ser hun det hos de helt unge, og allermest hos dem, der har haft det svært med at gå i skole og bærer rundt på erfaringen af altid at komme til kort. Så møder de et fag, hvor deres styrker pludselig kommer i spil, og hvor nogen får øje på dem. Ryggen retter sig, initiativet kommer af sig selv, og på sidelinjen står en underviser, der har set det ske mange gange og stadig lader sig bevæge af synet. »Det er en gave at få lov til at stå på sidelinjen. Og det bekræfter mig i, at en uddannelse, hvor man bliver set og hørt, men også bliver skubbet og løftet lidt på samme tid, giver en positiv udvikling hos langt de fleste,« siger hun. Gennem den anden dør kommer så de andre, og de har det meste af livet med i bagagen. På studenterforløbet sidder folk med akademiske grader og kreative uddannelser, mennesker midt i et brancheskift og enkelte, der er omkring de 60, når de sætter sig på skolebænken for at begynde forfra. Man kunne tro, det var tilfældigheder, der førte dem derhen, men én bevæggrund er gået igen så ofte, at den næsten er blevet et mønster. »Jeg har haft elever, der har valgt den her vej, fordi de sad på sidelinjen, da deres forældre døde, og så, hvordan SOSU-medarbejderne kom ind og gjorde en kæmpe forskel. Så har de tænkt, at det er det, de også vil bruge resten af deres arbejdsliv på.« Mennesker, der altså har prøvet et helt arbejdsliv og kender deres egen markedsværdi, vælger sig ind i et fag, hvor både arbejdstiderne og lønnen efter alt at dømme bliver dårligere end det, de kommer fra, fordi de ved en sygeseng har set, hvad faget kan, når det er bedst. Den slags sætter sig i en underviser, bemærker Anne Bislev Lynge Thomsen. »Man får stor respekt for mennesker, som måske har haft et langt arbejdsliv og så tænker, at det er det her, der giver mening. Det er det, de vil bruge deres tid på, selvom det kan betyde både dårligere arbejdstider og en lavere løn, end de er vant til,« siger hun.

Sådan sidder de så i Vejle, Fredericia og Horsens side om side i samme klasseværelser, den unge, der lige har opdaget, at hun kan noget, og den 60-årige, der har vidst det længe og endelig gør alvor af det. Den ene skal have troen bygget op, den anden har taget sin med hjemmefra, og imellem dem står Anne Bislev Lynge Thomsen og gør det, hun nu på syvende år kalder en gave. Hun ser dem. Og som hun selv siger, er det som regel dér, det begynder.