LOKALT. Det var en lidt anden mandag morgen end normalt for Anna Frida, da hun trådte ind ad døren på Kirstinebjergskolen afd. Havepladsvej i Fredericia. Lørdag aften vandt hun Børnenes MGP 2026 med sangen »Ligeglad ligeglad« foran hele Danmark, og nu ventede hverdagen igen – næsten.
»Det har været ret vildt, men også vildt sjovt,« siger Anna Frida om dagene efter sejren.
I skolen var modtagelsen varm. Klassekammeraterne sagde tillykke, og der blev givet krammere. Men Anna Frida indrømmer, at det hele stadig er lidt overvældende. »Det var sådan lidt vildt, men der var også rigtig meget støtte fra mine veninder,« fortæller hun.

Klokken 12 blev alle elever samlet i hallen. Anna Frida sad blandt sine klassekammerater, da skoleleder John Agerholm bød velkommen og rettede blikket mod hende. »Du har selv skrevet sangen, og du har selv skrevet musikken, og du fremførte det så professionelt, at du ikke kunne undgå at vinde. Det er hammer, hammer flot,« sagde han fra scenen.
Han kaldte MGP for »ret beset et Danmarksmesterskab i musik for unge« og fremhævede den indsats, der ligger bag sejren. »Du har øvet og øvet og øvet. Og når man gør det, så bliver man også god til det, man øver sig i. Og det kan vi alle sammen lære noget af,« lød det til de forsamlede elever.
Anna Frida blev kaldt op på scenen, hvor hun modtog en buket blomster og en gave. Så satte hun sig ned igen. Og så kom romkuglerne. For skolelederen understregede, at fejringen ikke kun handlede om én elev. Den handlede om fællesskabet. »I dag fejrer vi selvfølgelig Anna Frida, at hun har klaret sig rigtig godt. Men vi fejrer også, at vi alle er en del af det store fællesskab, som hedder Kirstinebjergskolen Havepladsvej,« sagde John Agerholm og rundede af: »Stort tillykke til dig, Anna Frida, men også til os.«
Så blev der råbt tre gange hurra.

Anna Fridas fire veninder Lilas, Thilde, Ella og Norly havde fulgt med fra sidelinjen hele vejen. De vidste godt, hvad der var på vej. Anna Frida havde fortalt dem om sangen for længe siden, og de havde ventet og heppet – hver for sig foran skærmen lørdag aften. »Jeg er meget glad for hende, fordi hun har gået meget op i det,« siger en af veninderne. »Det var overraskende. Hun havde nok ikke selv tænkt, at hun ville vinde,« lyder det fra en anden.

At se Anna Frida i skolen mandag morgen føltes anderledes end før weekenden. »Det er lidt vildt at se hende igen, når man lige har set hende i fjernsynet i forgårs,« fortæller de.
Anna Frida selv tager det, som det kommer. På spørgsmålet om hun overhovedet har kunnet koncentrere sig i skolen, svarer hun med et smil: »Ja, for det meste.«
Fremtiden byder på mere musik. Anna Frida er en del af skolens performancehold, der i april skal opføre en musical på Fredericia Teater, og så venter der koncerter med vindersangen. »Jeg tænker, at jeg skal spille en masse koncerter,« siger hun.
»Hvordan bliver det?«
»Det bliver spændende.«
Vejen hertil har ikke været lige. Anna Frida forsøgte at komme med i MGP allerede sidste år, men nåede kun til første audition. I år sendte hun hele fire sange ind – og én af dem endte med at vinde det hele. 751 sange blev sendt ind til årets MGP. Otte blev udvalgt. Og lørdag aften i Arena Nord i Frederikshavn stod Anna Frida alene på scenen med sit klaver og sang om at turde stå ved sig selv. »Jeg har det helt vildt. Man kan ikke sætte ord på det,« sagde hun fra scenen, da sejren var i hus.
I dag sidder hun på Kirstinebjergskolen i Fredericia med en buket blomster og en romkugle. Og hele skolen har råbt hurra.



















Log ind
Kommentar