SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften møder tyske TSV Hannover-Burgdorf i European League, venter en kamp mod et hold med tung fysik og international klasse. Anders Kragh Martinusen kalder det en stor udfordring – men også en mulighed for at vise FHK’s karakter og kampvilje.

»Det bliver en hård kamp, ingen tvivl om det. Vi er udfordrede på ressourcer, der er stadig spillere ude, og vi må få det bedste ud af den trup, vi har. Det bliver fysisk, for tyskerne kommer med nogle store, stærke spillere, og det passer dem fint,« siger Anders Kragh Martinusen.

Han kender til Hannover fra tidligere, blandt andet gennem Evgeni Pevnov, der har spillet i klubben.

»Hannover har været et stærkt hold i Bundesligaen i flere år, men de er blevet lidt ramt på bredden efter en skade på deres højre back. Til gengæld har de en af verdens bedste stregspillere i Matic Suholežnik Fischer, og ham skal vi holde rigtig skarpt øje med,« siger han.

For FHK bliver nøglen til succes at matche tyskerne på tempo og energi – og at finde løsninger på deres kompakte forsvar.

»Vi skal prøve at bryde deres solide forsvar op. Det er mange kilo og meget højde, de står med, så hvis vi kan få kampen over på vores præmisser og få lidt fart i bolden, vil det være godt. Vi skal have gang i kontraspillet og løbe lidt med dem, selvom vi ikke har alverdens at skifte ud med,« siger Martinusen.

Han roser samtidig holdets defensive arbejde og håber, at FHK’s forsvar og målmænd igen kan gøre en forskel.

»Vi har været rigtig tilfredse med vores defensiv i de seneste kampe. Hvis vi kan holde det niveau og få målmændene med, så har vi noget at bygge på. Det handler om samarbejdet i forsvaret, især omkring stregen, så de ikke får for let spil,« siger han.

Træningen op til kampen har fokuseret på netop det taktiske – og på at udnytte Hannovers svagheder.

»Vi har arbejdet med, hvordan vi kan krydse dem af og bruge vores fart, så vi ikke hele tiden skal ind og slås med dem. Vi skal også forsøge at holde det kompakt omkring Fischer og tvinge dem ud på kanterne, hvor de ikke er helt så komfortable,« siger han.

For træneren betyder kampen mere end bare point. Det handler også om at vise, at Fredericia kan levere mod de store hold.

»Det er selvfølgelig altid en oplevelse at møde et hold fra Bundesligaen, men for os handler det om at være med i Europa og bygge videre på den erfaring, vi fik i Champions League sidste år. Vi tager det med ydmyghed, men også med ambition,« siger Anders Kragh Martinusen.

Han ved, at ressourcerne er pressede, men han forventer et FHK-hold, der spiller med hjerte og fight fra start til slut.

»Det er måske ikke lige det bedste tidspunkt at møde sådan en modstander på, men man kan jo ikke vælge sine kampe. Jeg ved, at dem, der står på banen, vil give alt, hvad de har. Det bliver måske ikke poleret håndbold, men det bliver med vilje, udstråling og fighterånd,« siger han.

Og så håber han, at publikum bliver den ekstra faktor, der kan tippe kampen til Fredericias fordel.

»Jeg håber, man kan mærke, at vi vil det. Vi har drømt om at spille de europæiske kampe i vores egen arena – og nu sker det. Så det skal kunne ses og mærkes. Vi skal vise vilje, engagement og gejst – og forhåbentlig levere god håndbold og tage to point,« siger Anders Kragh Martinusen.