Der var mange følelser i Fredericia Idrætscenter tirsdag aften. En kamp, der på overfladen endte 31-31, men som i virkeligheden rummede alt det, der gør håndbold fascinerende: intensitet, uretfærdighed, temperament, vilje – og det helt særlige fællesskab, der kan få en hal til at løfte sig.
Når man ser Fredericia i tirsdag aften, ser man et hold, der efterhånden forstår, hvad det vil sige at kæmpe og rykke sammen i bussen. Ikke nødvendigvis fordi de vinder hver gang, men fordi de bliver stående, også når det hele ryster.
De første tyve minutter var et studie i kontraster. TTH Holstebro kom med et taktisk oplæg, der var tungt, disciplineret og lidt gammeldags i rytmen. Lange angreb, god struktur, og så Magnus Storgaard Pedersen, der leverede præstationer fra højre fløj, som burde udløse ros i enhver hal i landet. Han var en konstant trussel og holdt TTH i front.
Men Fredericia reagerede klogt. De skiftede rytme, de pressede tempoet op, og så begyndte man at se, hvad der gør Houmarks mandskab spændende. Det er ikke én stjerne, der bærer det. Det er det kollektive mod – viljen til at blive ved, til at løbe, til at finde en ekstra aflevering, selv når kræfterne slipper op.
Midt i det hele stod to målmænd med hver deres fortælling. Sander Heieren kom ind og reddede kampens rytme for Fredericia, da det lignede, den var ved at tippe. Og da han begyndte at tage fløjene, flyttede kampen sig. Sebastian Frandsen kæmpede til gengæld med at finde fodfæste – måske småskadet, måske bare ude af rytmen. Det fortæller noget om, hvor tæt håndbold kan være på psykologiens domæne: et par marginaler, og man går fra helt til hjælpeløs. Omvendt leverer han mange vigtige redninger undervejs – også de sidste ti minutter, hvor Fredericia var bagud med tre mål, men fik hentet det.
Og så var der dommerne. Det er sjældent klogt at gøre dem til hovedpersoner, men man må sige, at linjen var svær at læse. Det er ikke sikkert, at der blev dømt forkert, men det var svært at finde konsekvensen. Hverken Fredericia eller TTH kunne føle sig sikre på, hvad der kom i næste sekvens, og det skaber uro. Det er ikke for meget sagt, at halvdelen af støjniveauet kom fra frustrationer over kendelser, som både publikum og spillere havde svært ved at forstå.
Det, der redder Fredericia, er evnen til at bruge kaos som brændstof. Når det spidser til, får man øje på holdets karakter. Mads Kjeldgaard spiller med en brækket finger, men går alligevel i duel. Evgeni Pevnov tager alle skubbene og svarer igen med mål og udvisninger, som en rutineret kriger gør. William Andersson Moberg spiller med en modenhed, man ikke altid forbinder med hans alder. Og så er der Martin Bisgaard.
Det er som om, det skulle være ham i dag. Før kampen blev hans kontraktforlængelse offentliggjort – og i sidste sekund stod han der, hvor det hele kulminerede. Den slags manuskripter skriver man ikke. De sker bare. En bold, en bevægelse, et sekund – og så eksploderer hallen. For Fredericia handler det ikke bare om at få et point. Det handler om, at den bold gik ind, fordi der stadig var tro.
Taktisk set gjorde Jesper Houmark det rigtige, da han satte sit hold i 7 mod 6. Det er et risikabelt greb, men det flyttede rytmen og tvang TTH til at løbe længere i forsvaret. Det er netop det, Fredericia kan: de forstår, hvornår modet skal tages frem.
Til sidst blev det, som det ofte bliver i Fredericia – mere hjerte end håndbold. Men det er måske det smukkeste ved det her hold, selvom de mangler profiler og bredde i år. Klubben skal ud i Europa og hente forstærkninger hurtigst muligt, hvis det overholdet er muligt.
Men om det nuværende hold må man sige, at de er måske ikke perfekte, men de har puls og kæmper for byen. De får folk til at tro på, at alt kan ske, og tirsdag aften skete det igen.
En gammel træner sagde engang, at gode point ikke altid kommer fra gode præstationer – men fra gode reaktioner. Det er præcis, hvad Fredericia leverede.
Og for det skal de have ros.
