Af Niels Martin Vind, medlem af byrådet i Fredericia for Venstre
Politik er ikke løsningen på alt.
I sidste uge blev jeg glad, da Linea Søgaard-Lidell fra Venstre turde gøre op med, at det er politikernes ansvar hvor mange børn vi får. Jeg har manglet sådanne udmeldinger fra mit parti. Efterfølgende toner Mai Villadsen fra Enhedslisten frem og påstår, at det lave børnetal skyldes strukturer og dårlig velfærd. Det ser jeg som historieløshed når alle ved, at vores mødre fik flere børn end vi gør, selvom de kun havde 3 måneders barsel og barnets første sygedag ikke var opfundet. Og vores mormødre fik endnu flere børn, selvom strukturerne ikke var til leg med Lego på stuegulvet.
Som liberal er det en vigtig pointe for mig, at vi ikke skal få børn for samfundets skyld, men kun hvis vi selv ønsker at få børn. Jeg er overbevist om at det ønske ikke påvirkes af strukturelle ting som normeringer i børnehaver, klimakrise mv., men skyldes om man drømmer om et liv med børn eller ej. Der kan være normer, der betyder at man i et interview hellere vil give klimakrisen, end ens egen lyst til et liv uden børn, som årsag. Men når man snakker med mennesker, så er det tydeligt at det ikke er antallet af besøg af sundhedsplejersken, der afgør om man vælger at få børn eller ej.
Den samme tolkning om at alt skidt skyldes strukturer gør sig gældende i debatten om mistrivsel, hvor Venstrefløjen tror at politikere og lovgivning kan øge trivslen. For det første har en række forskere tilbagevist, at mistrivslen er så stor, som fx SF forsøger at gøre den til. For det andet er det vi forældre, der skal på banen, for at snakke med vores børn om at hver dag ikke kan være den fedeste. Vi kan også sende vores børn til idræt, spejder eller lignende frem for at lade dem sidde konstant og se på de sociale medier hvor fedt andre har det. Familien og foreninger har her en kæmpe rolle i at skabe mening. Fællesskaber og meningsfuldhed er civilsamfundet langt bedre til end politikere og lovgivning.
