I dag er alt for mange indvandrere, især kvinder med ikke-vestlig baggrund, ikke i job. 40 procent af alle kvinder, der har modtaget kontanthjælp i over 10 år, har ikke-vestlig baggrund. Derfor har folketinget fra d. 1. januar 2025 indført en arbejdspligt på 37 timer specielt rettet mod kvinder af anden etnisk herkomst end dansk, der ikke er en del af et arbejdsfællesskab. Det drejer sig i Fredericia om ca. 200 kvinder af anden etnisk oprindelse, der er i kontanthjælpssystemet og ikke opfylder et opholdskrav og et beskæftigelseskrav.
Det er et vigtigt forslag, da det betyder rigtig meget for børns kommende tilknytning til arbejdsmarkedet at deres forældre går på arbejde. Forskningen viser, at vi spejler os i vores forældre, så det er vigtigt at have rollemodeller, der viser, at man skal arbejde hvis man kan. Ellers bryder vores velfærdsstatsmodel sammen. Det drejer sig om ret og pligt. Indvandrere, især kvinder med ikke-vestlig baggrund, skal opleve, at de har noget at bidrage med. At møde et andet menneske med krav og forventninger er et signal om, at man regner dem for noget.
Hvis vi lykkes med at få flere i arbejde i Fredericia kommune, så kan vi spare et stort beløb, der kan bruges på anden velfærd. En velfærd, der i fremtiden kommer under pres.