Mon ikke alle byens brugere synes, at det har været og fortsat er voldsomt med de vejarbejder mm der pt sker i byens gader.  Gader og veje skal naturligvis vedligeholdes, og det skal den infrastruktur der ligger skjult under asfalten i sagens natur også. Klimaforandringer giver mere heftigt nedbør, der kræver kloaker med større kapacitet og fri passage. Fjernvarmen skal frem til borgere og virksomheder og lækkende rør skal udskiftes i tide. Og meget mere.

Men når man så går i jorden, skal alt være pakket og klar. Alle de materialer som man kan forestille sig der skal i brug, skal være klar. Alle beregninger skal være lavet på forhånd, ligesom der skal være en risikovurdering af hvad der kan gå galt, så man er klar til at reagere på det uventede.

Og så skal borgere og virksomheder i området have besked på hvad de kan forvente, inkl en realistisk tidshorisont.

Ovenstående burde være selvfølgeligheder.

Men lige så selvfølgeligt er det, at når man så går i gang, går man i gang med alle mand på dæk. Overvej om der kan arbejdes i to-holds drift – ja det er lidt dyrere, men det har også omkostninger for mange virksomheder, når kunderne eller varerne ikke kan komme frem til dem i en længere periode end nødvendigt. Og når man går igang, fortsætter man så naturligvist til det er færdigt uden afbrydelse af længere karakter. Ja, der kan ske arbejde som ikke er synligt, fx gennemskylning af rør, men maskinerne skal ikke stå uvirksomme hen i lange perioder, mens befolkningen kæmper med generne.

Og så er det vigtigt at skiltning for omkørsel mm er retvisende på alle tidspunkter, så folk kan finde rundt.

Nu er det store vejarbejde ved Taulov heldigvis ved at være forbi, men her har skiltningen undervejs til tider være katastrofalt dårlig. Ikke kommunens skyld i dette tilfælde, men måske omkørselsskiltningen generelt i projektplanerne burde have større opmærksomhed, samt en vurdering undervejs om den skal ændres ved længerevarende projekter.

Hans-Jørgen Jagd, Spidskandidat Moderaterne.