SPORT. En solbeskinnet søndag i København blev historisk for Alberte Kjær. Med en tid på 1:11:20 løb hun sig ind som den første danske kvinde over målstregen ved dette års CPH Half. For den 26-årige Fredericia-atlet var det både debut i løbet og en personlig milepæl, der markerer hendes overgang fra triathlon til et mere rendyrket fokus på løb.

»Det var nice. Jeg havde lagt frisk fra start og lå forrest blandt de danske kvinder hele vejen. Med en kilometer tilbage kom den anden danske løber op, og så tænkte jeg, nu er det nu. Jeg fik lukket hullet, vi løb sammen, og med et par hundrede meter igen satte jeg en spurt ind. Det var mega fedt at komme først over stregen,« siger Alberte Kjær.

Fra tilskuer til deltager

Selvom CPH Half er kendt som et af verdens hurtigste halvmaratonløb, havde hun aldrig tidligere selv stået på startstregen.
»Jeg har faktisk altid set løbet, men aldrig løbet det selv. Så det var endnu vildere, at det lykkedes i første forsøg,« fortæller hun.

Hendes forventninger lå på mellem 1:11 og 1:12, så resultatet var helt i tråd med målsætningen. »Jeg synes bare, det var virkelig dejligt at ramme det så præcist,« siger hun.

Stemningen bar hende frem

Undervejs oplevede hun både op- og nedture.
»Der er altid lige en lille krise undervejs. Omkring 14-15 kilometer syntes jeg, der var langt hjem. Men så kommer man igennem den, og så går det bedre,« siger hun.

Selv uden det bedste løbevejr var stemningen på ruten en oplevelse i sig selv.
»Det var fedt. Der var rigtig mange mennesker ude at heppe, og de forskellige cheering zones gjorde virkelig en forskel. Min kæreste var med, men ellers havde jeg ikke så meget familie med. Til gengæld var der en masse fra klubben, som stod og heppede,« fortæller hun.

Fra triathlon til ren løber

Alberte Kjær har tidligere markeret sig som en del af både Fredericia Eliteidræt og Fredericia Triathlon Team. Men en fysiologisk udfordring satte en stopper for triathlonkarrieren.
»Jeg har sådan en arterie, der bliver forsnævret, når jeg cykler, så jeg kunne ikke holde til det. Løb kan jeg heldigvis godt, og det går,« forklarer hun.

Skiftet til løb har givet hende ny motivation. Hun har langsomt bygget sin træning op med mere volumen, og resultatet i København viser, at udviklingen peger i den rigtige retning.

En ny identitet som løber

At være første danske kvinde over målstregen var mere end en sejr – det var også et skridt i retning af at etablere sig som seriøs løber.
»Det betyder meget. Når man kommer fra tri, handler det om at finde sin plads som løber. Det her resultat er et godt skridt i forhold til at etablere sig og vise, at jeg godt kan på halvmaraton, selvom jeg ikke dyrker tri mere,« siger hun.

Hvad venter fremover

Planerne for de kommende måneder er endnu ikke fastlagte, men glæden ved halvmaraton-distancen er tydelig.
»Om det bliver flere halvmaratonløb, ved jeg ikke helt endnu. Men det er klart, at sådan et resultat giver mod på mere,« siger Alberte Kjær med et smil.

For hende handler det i sidste ende ikke kun om tiden, men om oplevelsen. At debutere i CPH Half og stå som første dansker over målstregen giver både motivation og bekræftelse på, at hun er på vej i den rigtige retning.

»Det var bare en fed oplevelse at få med,« siger hun.