Kultur. Klaveret har altid været der. Som en fast del af hverdagen, en lyd i barndommen – som noget, fingrene fandt tilbage til. Emil Dalgaard fra Kolding satte sig første gang til tangenterne som 8-årig på Kolding Kulturskole, og siden har han ikke sluppet dem. Musikken har ført ham vidt omkring – til koncertsale i både Danmark og udlandet, som solist med Fredericia Byorkester og til podier, hvor han har vundet priser i nationale og internationale konkurrencer.
I starten af marts han over for sin hidtil største udfordring. Aarhus International Piano Competition. En af de mest prestigefyldte konkurrencer for unge pianister med en international jury, skarpe konkurrenter og intense forberedelser. Men for Emil handler det ikke kun om præstationer. Det handler om at spille, om at fortolke musikken og finde sin egen lyd. Og om, måske, at få flere unge til at opdage den verden, der åbner sig, når man lytter.
Fra Kolding Kulturskole til internationale konkurrencer
Emil Dalgaard voksede op i en familie, hvor alle skulle lære at spille et instrument. Nogle fortsatte, andre lod musikken blive en parentes, men for Emil blev det anderledes.
– Jeg startede med at spille klaver som otteårig på Kolding Kulturskole hos min dygtige lærer Ellen Højgaard Pedersen, fortæller han.
Det var her, han fik grundlagt sin glæde for musikken og udviklede sine musikalske evner. Men det var først, da han kom til Aarhus og begyndte hos Martin Lysholm Jepsen, at han for alvor tog teknikken og det seriøse arbejde med klaveret til sig.
På Gradus Junior College i Aarhus blev han en del af et miljø, hvor klaveret ikke kun var et instrument, men en levevej, et sprog, et mål. Her underviser en af landets mest anerkendte klaverpædagoger, Martin Lysholm Jepsen, som har samlet unge talenter fra hele Danmark.
– Jeg blev virkelig bidt af det. Jeg ved ikke, om der var ét specifikt øjeblik, hvor jeg tænkte, at nu skulle det være, men jeg begyndte at få priser i nationale og internationale konkurrencer, og det gav mig troen på, at jeg kunne noget med det her, fortæller han.
Siden har musikken fyldt mere og mere. Konkurrencer, koncerter, timer i øvelokalet. Hver dag handler om at blive lidt bedre, men det vigtigste for ham er stadig glæden ved at spille. Det er ikke bare at trykke på de rigtige tangenter, det er at forstå musikken, lege med den og finde sin egen måde at spille den på.
Musikhuset i Aarhus blev en hjemmebane med danske øjne på sig
At stå på scenen i Musikhuset i Aarhus, foran en international jury og et forventningsfuldt publikum, er noget helt andet end at sidde hjemme i øvelokalet. Aarhus International Piano Competition var den største konkurrence, Emil Dalgaard endnu havde deltaget i – en oplevelse, der både krævede intens forberedelse og gav nye erfaringer.
– Det er virkelig fedt at få lov til. Det er den første konkurrence af den her størrelse, jeg deltager i, og det kræver en kæmpe forberedelse, fortæller han.
Allerede halvandet år før konkurrencen begyndte han at arbejde med sit repertoire. Stykkerne skulle ikke blot indøves, men forfines og fortolkes, så de kunne præsenteres bedst muligt foran nogle af verdens førende musikinstitutioner.
– Det har taget lang tid at forfine og perfektionere de samme stykker og finde min egen måde at spille dem på, siger han og tilføjer, at han bruger op mod 6-7 timer dagligt ved klaveret for at nå dertil.
Men forberedelse alene kunne ikke tage presset væk. Dommerpanelet bestod af nogle af de største navne fra steder som Juilliard School i USA, og det lagde en ekstra vægt på skuldrene.
– Når det er en så stor konkurrence og så store navne i juryen, så giver det lidt ekstra nervøsitet og pres, fortæller Emil.
Selvom han tidligere har deltaget i konkurrencer og spillet for juryer, var dette på et helt andet niveau. Og som en af de få danske deltagere var der stor opmærksomhed fra publikum.
– Alle vil jo gerne have, at det går en godt, når man nu er fra Danmark, siger han med et smil.
At konkurrencen foregik i Musikhuset i Aarhus, gjorde dog oplevelsen mere speciel, og måske en smule mere tryg.
– Jeg har spillet rigtig mange gange i Musikhuset før. Så på den måde var det lidt som at være på hjemmebane, fortæller den unge pianist.
Musikken skal ud til flere unge
Efter at have talt om konkurrencen vender vi blikket mod fremtiden. For Emil handler fremtiden ikke om en fastlagt plan, men om at fortsætte sin udvikling som musiker. Han har ingen snævre mål for, hvor han skal ende, men én ting er sikkert – han vil spille og dele musikken med flere. Særligt håber han, at klassisk musik kan få en større plads blandt unge.
– Jeg vil egentlig bare gerne have det sjovt med at spille. Jeg har ikke noget direkte mål, men hvis jeg skulle nævne ét, kunne det være at brede klassisk musik mere ud til unge. Der er ikke super mange unge, der spiller klassisk musik, og vi har ikke den store tradition for det i Danmark.
Han ser en udfordring i, at klassisk musik for mange unge virker fjernt, men netop derfor mener han, at det er vigtigt at åbne døre og vise, hvad musikken kan.
– Det kunne være fedt at få flere til at lytte til koncerter, opleve det live og se, hvor stærkt det kan være, fortæller han.
Hans råd til andre unge, der selv drømmer om at gå musikkens vej, er enkelt: det kræver tid og tålmodighed.
– Alt tager tid. Øvelse gør mester – man kan ikke gøre det hele på en dag, siger han og understreger, at det ikke kun gælder musikere.
For dem, der bare er nysgerrige på klassisk musik, har han også et budskab:
– Hvis man bare vil lytte, så handler det om at tage afsted og opleve det med et åbent sind. Klassisk musik er måske ikke det mest tilgængelige for alle, men det kan noget, hvis man giver det en chance.
Følg Emil Dalgaard på rejsen
Emil spiller jævnligt koncerter, særligt i Aarhus-området, hvor han er en del af Gradus Junior College sammen med andre unge pianister.
– Vi har et rigtig godt sammenhold, og vi elsker at spille, fortæller han.
Han opdaterer løbende om koncerter og begivenheder på sociale medier, hvor interesserede kan følge hans musikalske rejse.
Vejen videre er dog ikke fastlagt, men én ting er sikker: Emil Dalgaard har fundet sit instrument, sin passion og sin retning, og selvom han ikke ved præcis, hvor den fører hen, så spiller han sig videre.