KÅRING. Der er spænding i luften, når Frederik d. III’s Laug snart afslører, hvem der løber med titlen som Årets Fredericianer 2025. Kåringen finder sted onsdag den 11. juni klokken præcis 11.11 på Rådhuspladsen i Fredericia.
Frederik d. III’s Laug uddeler hvert år hæderen til en person, der har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats til gavn og glæde for Fredericia. Tidligere prismodtagere tæller blandt andre Mette og Rainer Gassner, der blev hædret i 2009 for deres gastronomiske indsats med Michelin-restauranten Ti Trin Ned. I 2022 gik prisen til den populære tv-personlighed Melvin Kakooza, mens Peter Mejer Mortensen, manden bag Sommerrock-konceptet, blev hædret i 2011.
Lauget beskriver selv hæderen som »smæk for skillingerne« – et udtryk for at prisen gives til personer, der har sat et markant positivt aftryk på byen.
»Vi glæder os meget til at løfte sløret for årets prismodtager. Vi håber, at rigtig mange fredericianere vil møde op og være med til at hylde vinderen,« lyder det fra Frederik d. III’s Laug.
Arrangementet begyger med et optog fra Det Bruunske Pakhus, hvorefter selve prisoverrækkelsen finder sted på Rådhuspladsen.
»Hvem vinderen bliver, kan man jo kun gætte på, indtil dagen oprinder. Vi opfordrer alle til at møde op og se, om de har gættet rigtigt,« oplyser lauget.
Vinderen modtager den traditionsrige Frederik d. III’s Laug-medalje ved den festlige ceremoni på Rådhuspladsen.
Læs også