Annonce

EVENTS. Nostalgi og sommerstemning bliver nøgleordene, når Urbania Street Food åbner gårdhaven og inviterer byen til tre gratis koncerter i august. Me & My, Cut’N’Move og Blå Øjne indtager scenen og tager fredericianerne med tilbage til 1990’ernes store musikøjeblikke.

Arrangementerne er en del af optakten til musicalen »What is love«, der senere i år kan opleves på Fredericia Musicalteater. Og netop 90’er-stemningen bliver fællesnævneren både på scenen og blandt publikum, når Urbania Street Food byder på en koncerttrilogi, som med garanti vil sætte gang i nostalgien hos mange.

Fredagene 15., 22. og 29. august står i musikkens og fællesskabets tegn midt i Fredericias hjerte. Første koncert er fredag den 15. august med duoen Me & My, der især blev kendt for hittet »Dub-I-Dub«, som stadig kan få selv de mest reserverede til at danse med.

Ugen efter, fredag den 22. august, overtager Cut’N’Move scenen. Gruppen leverede store danske dancehits som »Give It Up« og »I’m Alive«, og er kendt for altid at levere god energi.

Koncertrækken afsluttes fredag den 29. august, hvor Blå Øjne vil give fredericianerne en aften fyldt med pop, energi og store følelser. Her kan publikum blandt andet glæde sig til sangene, der fyldte radioen gennem hele årtiet.

Alle tre koncerter begynder klokken 21.00, men Urbanias gårdhave åbner tidligere på aftenen, hvor en DJ vil sørge for at skabe den rette stemning.

Annonce

Bag arrangementerne står Urbania Street Food, der ikke alene vil give byen gode musikoplevelser, men også styrke fællesskabet og skabe en hyggelig ramme om sensommerens sidste uger.

»Vi gør det her for fællesskabet og for at skabe stemning i byen. Det er en hyldest til 90’erne – og en appetitvækker til musicalen senere på året,« lyder det fra arrangørerne.

Gæster opfordres til at møde op i god tid og få stillet sulten ved en af de mange madboder, der tilbyder retter fra hele verden. Urbania anbefaler desuden, at man reserverer bord på forhånd via deres hjemmeside, hvis man ønsker at spise før koncerten.

Koncerterne er gratis, og det hele foregår hos Urbania Street Food i Gothersgade.

Praktisk information

Sted: Urbania Street Food, Gothersgade, Fredericia
Tid: Fredag 15., 22. og 29. august. DJ før og efter koncert, koncert kl. 21.00
Entré: Gratis
Mad: Mulighed for at spise før koncert – bordreservation anbefales via Urbania Street Foods hjemmeside.

Annonce