Den 61-årige mand, som onsdag blev anholdt i Vendersgade i Fredericia, fremstilles torsdag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse onsdag eftermiddag.
Grundlovsforhøret finder sted torsdag klokken 08.45. Ifølge politiet er manden sigtet for grov vold mod en kvinde samt for trusler mod polititjenestemand.
Anklagemyndigheden forventer at anmode om dørlukning i forbindelse med retsmødet.
Den 61-årige blev tidligere onsdag anholdt i Fredericia efter en længerevarende politiindsats i Vendersgade. Politiet har tidligere oplyst, at hverken den anholdte eller politiets medarbejdere kom til skade i forbindelse med anholdelsen.
Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.



















Få premium
Kommentar