En 46-årig mand er torsdag blevet skudt i benene nær Jerlev ved Vejle. Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 13.24 og har siden været massivt til stede i området for at klarlægge hændelsesforløbet.

Ifølge politiet forlod gerningsmændene stedet i en hvid BMW X5, som senere er blevet fundet og sikret i nærheden af det formodede gerningssted. Den sårede mand er bragt til behandling på sygehuset, og hans pårørende er underrettet.

»Lige nu er vi ved at afklare hændelsesforløbet, og hvad der er sket før, under og efter episoden. Derfor kan vi heller ikke på nuværende tidspunkt udtale os om motivet eller andet i forbindelse med efterforskningen,« udtaler vicepolitiinspektør Jesper Engelund.

Han understreger samtidig, at borgerne i området ikke skal være bekymrede. »Det er politiets klare vurdering, at der er tale om en isoleret hændelse, og jeg vil derfor gerne understrege, at der ikke er grund til bekymring for borgerne i området.«

Der er på nuværende tidspunkt ingen anholdte, og efterforskningen fortsætter. Sydøstjyllands Politi efterlyser i den forbindelse borgere, der har set en hvid BMW X5 i området mellem Jerlev og Bredsten forud for klokken 14.00. Oplysninger om bilen, personer eller andre køretøjer med mulig forbindelse til sagen kan gives på telefon 114.

Politiet oplyser, at der ikke kommer yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.