En 31-årig mand blev tirsdag sigtet for butikstyveri i Føtex i Prinsessegade i Fredericia.
Episoden fandt sted tirsdag klokken 13:20, hvor den 31-årige mand, som har ukendt adresse, blev taget i at forsøge at stjæle vin, hudplejeprodukter, underbukser og batterier til en samlet værdi af 982 kroner.
Føtex har tidligere meldt ud, at de samarbejder med et vagtfirma netop for at være forebyggende overfor butikstyve og for at undgå, at deres personale skal tage konfrontationen. Det fremgår dog ikke af døgnrapporten, om det var en vagt, der fik fat i butikstyven.
Efter kort tid kom politiet til stede og sigtede den 31-årige mand for forholdet, som han nu får en bøde for.