For Bente Ankersen var det et særligt budget, da et flertal på 19 ud af 21 gik med for nogle uger siden. Det var 30 gang, at den lokale socialdemokratiske politiker var med til at godkende årets budget, og der er sket meget med budgetlægningen over tid.
Der var engang. Sådan starter mange eventyr, men et budget er sjældent et eventyr. Det er hårdt arbejde, og det er et redskab, man ikke altid kan styre. For socialdemokraten Bente Ankersen, der har siddet i Fredericia Byråd i en menneskealder, er budgetterne også et redskab, der har udviklet sig meget fra dengang, hvor man måtte lidt mere. I dag følger Christiansborg med.
– Budgetterne har ændret sig rigtig meget. Da jeg startede var det sådan, at hvis vi ikke havde penge nok, så lånte vi nogle. Dengang havde vi ikke Christiansborg til at grave ned i, hvad vi lavede i Fredericia, som vi har i dag, hvor vi stort set ikke kan vende os uden, at nogen kigger os over skulderen, men det er rigtig godt, at vi i dag får budgetter i balance. Det er godt, at vi får styr på budgetterne, men de løber bare fra os en gang imellem uden, at vi selv kan påvirke det. Det er samfundet udenom, der på en eller anden måde gør, at det løber løbsk for os, fortæller Bente Ankersen.
Et budget er et godt redskab, men det er umuligt at forestille sig, at det bare kører ud ad landevejen. Der kan ske mange ting i løbet af et helt år.
– Et budget kan gå galt ved små og store ting. Forestil dig, at en person kommer voldsomt til skade, og det koster kommunen flere millioner. Det er ikke noget, man bare lige forudser. Der bliver også født mange flere børn med diagnoser. Det er heller ikke noget, vi selv har indflydelse på, eller jo lidt, siger Bente Ankersen og uddyber:
– Nu er jeg jo så gammel, at dengang jeg var barn, der døde børn. I dag holder vi stort set alle i live. Det er rigtig fint, men så er vi også nødt til at passe dem og nødt til at tage os af den situation, der er. Det koster rigtig mange penge. I dag er der mange diagnoser, der gør, at man skal passes 1:1. Det koster, og det er det, vi vælger, og det skal vi også.
Bente Ankersen ved godt, at hun måske lyder som en sur bedstemor, men nogle ting er bare kørt af sporet.
– Man kan ikke gardere sig imod de udfordringer. Vi lever også længere i dag, der bliver ikke født så mange børn som tidligere. Den sure bedstemor kommer måske lidt her, når jeg siger, at i dag tager vi rigtig meget hensyn til hinanden, indimellem tænker jeg; kunne der ikke til at være en voksen til stede. Det undrer mig lidt, at man i dag taler om, at børn skal møde klokken 9.00 om morgenen i stedet for klokken 8.00, men det undrer mig også, at man skal absolut skal feste om natten. Kunne man ikke feste om aftenen, og så gå hjem i seng. De unge i dag skal da gå i seng om aftenen, siger Bente Ankersen og fortsætter:
– Jeg ved godt, at vi er et samfund bestående af individuelle personer, men vi er også et samfund, hvor vi nogle gange skal rette os ind efter hinanden. Vi kan ikke møde, når det passer os. Der er også nogen, der skal lære. Vi er måske lidt for blødsødne nogle gange. Det er nok lidt for nemt for os på nogle punkter. Vores gode Dronning sagde engang, at når hun kigger sig omkring og ser på sine kolleger, så synes hun, at hun bor to døre fra paradis, fortæller Ankersen.
Danmark er et fantastisk land, og vi skal være taknemmelige for, at vi bor lige her. Det mener Bente Ankersen.
– Vi oplever ikke krig i vores land, vi oplever krig andre steder, når man tænker på børn, der vokser op i lande, hvor de aldrig oplever andet end krig. Imens vi i Danmark bliver verdens lykkeligste folk. Vi lever under verdens lykkeligste stjerne. Vi er født et godt sted, vi har ingen naturkatastrofer – betyder det så, at det hele er fryd og gammen? Nej, det er det ikke. Der er også mennesker, der får vand i deres kældre, vi oplever også mindre naturkatastrofer i Danmark, men ikke på samme facon. Jeg vil ikke kalde os dovne, men det er måske kommet lidt let til os.
Selvom, der nu spares på steder, hvor det gør ondt, så skal man ikke glemme, at vi allerede gør meget i vores samfund.
– Jeg anerkender, at der er problemer, og det ikke er sjovt at skulle spare. Og selvfølgelig er vi os selv nærmest, men jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sige det. Vi er måske os selv nærmest, men vi er også meget for fællesskabet. Vi tænker meget på hinanden. I rådhushallen havde vi en seance omkring udsatte, og det er ikke morsomt at være udsat. Det er ikke morsomt at stå udenfor, hverken om man er voksen eller barn, men vi tænker os også om, fortæller
Bente Ankersen ved også godt, at det gør ondt, når der skal spares, særligt når det er på bløde områder, men der er ikke andre muligheder.
– Jeg tænker også, at nu startede du med at spørge om, at det var 30 år siden, jeg var med i det første budget. Derfor er jeg også nødt til at sige, at vi udvikler os jo. Der kommer ny pædagogik, nye måder at takle tingene på, og heldigvis. Der udvikles nye metoder, og der synes jeg, at vi er gode, men vi taber stadig nogen, og dem er vi nødt til at være opmærksomme på, og ikke kun det, vi skal faktisk være mere end opmærksomme.
– Der er da ting i budgettet, jeg kunne have tænkt mig anderledes, men når det nu skal være, så synes jeg faktisk, at vi har fået et okay budget. Der er ting, jeg synes, at vi ikke skulle have sparet så meget på, blandt andet ældreområdet, som jeg ser holde for, men vi ved også godt, pengene er på børneområdet og ældreområdet. Den smule asfalt, vi kommer på, er ikke noget, der redder verden. Derfor skal vi tænke nye måder at agere på. Nu har vi en vikarkonto, der er steget til himlen. Jeg har også arbejdet i hjemmeplejen på I.P Schmidt Gården, så jeg kender det godt indefra, men det er en måde at lave vagtplaner og en anden måde at arbejde på. Det er vi nødt til at tage fat på. Det er en drejning, vi skal udføre, slutter Bente Ankersen.
