Fredericias velrenommerede Clinique Body Guide kan nu fejre 30 år som en vigtig del af byens skønhedsliv, hvor fokus på behandling og velvære har været kernen gennem tre årtier. Det, der begyndte som et lille projekt i Gothersgade med Britta i spidsen, har vokset sig til en væsentlig skønhedsdestination i byen, og klinikken har tiltrukket mange både loyale og nye kunder gennem årene. Men jubilæet markerer også en ny begyndelse, da Janni, som allerede er medejer, officielt overtager klinikken fra 1. januar 2025 og viderefører den tradition, de to har opbygget sammen.

Foto: Clinique Body Guide.

Britta, grundlæggeren af Clinique Body Guide, fortæller om begyndelsen med varme minder.

– Vi startede i Gothersgade mellem Iris og Zoffman, der hvor Smagløs ligger i dag, indleder hun.

Den lille klinik fik hurtigt succes og udviklede sig til et fast samlingspunkt for dem, der søgte professionelle skønhedsbehandlinger. Undervejs flyttede klinikken til Danmarksgade, og i 2005 blev den nuværende lokation grundlagt. Samtidig kom Janni ind i billedet som kosmetolog, og sammen skabte de den Clinique Body Guide, vi kender i dag.

I løbet af årene har Clinique Body Guide udvidet sit tilbud og samtidig har de tilpasset sig markedets skiftende behov.

– Vi startede som to piger og har siden ansat flere behandlere. Vi gik fra at have en enkelt etage til i dag at have hele underetagen, der er ombygget til at rumme kabiner og behandlerlokaler, forklarer Britta.

I 2008 blev Janni medejer, og det var her en del af planen, at hun på sigt skulle overtage klinikken fuldstændigt. Denne overgang bliver nu en realitet, når Britta til nytår træder tilbage, og Janni bliver den primære drivkraft i virksomheden.

Skønhed er blevet hvermandseje

Skønhedsbranchen har gennemgået store forandringer over de sidste 30 år, og Clinique Body Guide har fulgt med, dog uden at føle at de mistede deres egen identitet.

– Vi har prøvet kræfter med mange trends, lige fra kunstige negle og spraytan til eyelash extensions, fortæller Janni.

Nogle behandlinger har fået en fast plads i klinikken, som Shellac-neglene, der er blevet en uundgåelig del af mange kvinders månedlige skønhedsrutine.

Shellac er en favorit blandt kunderne hos Clinique Body Guide. Foto: Clinique Body Guide.

– Det er jo blevet almindeligt at lægge skønhedspleje ind i både skema og budget, forklarer Janni, hvortil Britta tilføjer:

– Ja, og det er blevet legalt, ikke? At tage sig tid til forkælelse.

Samtidig forklarer de, at de bevidst har valgt at undgå behandlinger med krav om hyppig opfølgning, da de ønsker at fokusere på behandlinger, hvor de kan sikre den højeste kvalitet.

Udover de mange trends og den voksende diversitet i kundegruppen, bemærker Janni især en interessant udvikling: skønhedspleje er blevet stadigt mere populært blandt mænd.

– Vi ser flere mænd, der kommer til fodpleje, får rettet bryn eller tager en ansigtsbehandling. Nogle får en behandling i gave og opdager, at det faktisk er ret behageligt, siger hun med et smil.

Set fra indehavernes perspektiv vidner det også om, at skønhedspleje er blevet en mere inkluderende og accepteret del af hverdagen for mange, uanset køn eller alder.

Tre generationer mødes hos Clinique Body Guide

En af de ting, Britta og Janni begge sætter størst pris på, er den nære relation til kunderne, som gennem tiden er blevet en slags familie for dem.

– Vi har kunder, som har været med helt fra starten, siger Britta og nævner, hvordan generationer nu kommer sammen for at få behandlinger.

– Vi har faktisk både oldemødre, mødre og døtre, der alle har været her gennem årene. Nogle af dem har fulgt os siden den første klinik, mens andre er kommet til undervejs, tilføjer Janni.

For dem har loyalitet fra kunderne skabt et charmerende miljø, hvor både behandlere og kunder føler sig hjemme, og hvor tiden nogle gange næsten står stille i gensidighedens selskab. Og så er det også den loyalitet, der har gjort det muligt for dem at modstå skiftende tider og økonomiske kriser.

– Under finanskrisen tænkte vi, at nu ville alt gå i stå. Men vi oplevede faktisk det modsatte og det er faktisk ret interessant. Vi har talt om, hvad det skyldes, og min tanke – uden at jeg har nogen sikkerhed for, at det er rigtigt – er, at folk måske ikke har råd til eller vil investere i store ting som et nyt hus eller en bil. I stedet spørger de sig selv: Hvordan kan vi forkæle os selv? Så kommer de herned og får en ansigtsbehandling, ordnet neglene eller noget andet. Det koster ikke så meget, men det giver stadig en følelse af selvforkælelse, betragter Janni.

Foto: Clinique Body Guide.

Britta og Janni siger tak til kunderne

Den 15. november vil Clinique Body Guide fejre sit 30 års jubilæum med en reception for kunderne. Britta og Janni glæder sig til at byde velkommen og takke kunderne for deres mangeårige støtte. Da vi først spørger dem, hvad de skal se frem til, bemærker Britta hurtigt:

– Det hele!

De to indehavere griner lidt over hendes begejstret udbrud, mens Janni uddyber:

– Der vil være lidt hapsere fra Oven Vande her i byen. Vi kommer til at køre nogle rigtig gode tilbud, blandt andet 30 procent rabat på gavekort. Vi har også konkurrencer, som kun gælder den dag, hvor vores kunder har mulighed for at vinde forskellige ting. Derudover har vi nogle fantastiske tilbud fra vores forhandlere. Alt det gør vi for at sige tak til vores kunder. De er jo grunden til, at vi kan være her. Hvis de ikke kom, var vi her heller ikke. Så det er vores måde at sige tak på og vise, hvor glade vi er for, at de besøger os. De skal også nyde godt af nogle gode tilbud.

Når Britta ser tilbage på de sidste 30 år, er det med stolthed over den klinik, hun har bygget op sammen med Janni. Men i anledning af jubilæet finder hun det også vigtigt at understrege betydningen af den kommende overgang.

– Det, jeg synes er vigtigt at få frem, er, at Janni nu står som primus motor efter 1. januar. Det er Janni, der tegner billedet hernede, og det er vigtigt, fordi vi også skal kigge fremad – vi skal ikke kun kigge tilbage, siger Britta.

De to udveksler mange rosende ord, og deres dynamik afspejler den gensidige tillid, der har præget deres samarbejde hele vejen. Janni pointerer vigtigheden af at anerkende Brittas arbejde gennem årene, mens vi også får hende til at dele lidt om fremtiden for Clinique Body Guide.

– Jamen, vi synes, det kører rigtig godt nu, så på en måde fortsætter vi i samme stil. Vi er ret jordnære, og alle er velkomne. Vi vil selvfølgelig fortsætte med at udvikle os, og med de unge piger, der kommer til, kommer der også nye idéer, siger hun hvortil Britta afslutter:

– Vi har haft en god tur sammen.