Forligspartierne bag Vision2033 og Budget2024 har netop godkendt, hvordan de sidste midler fra Pulje til Grøn Omstilling skal fordeles. I alt uddeles 2,5 millioner kroner til grønne projekter, der skal fremme Fredericia Kommunes ambition om at være en frontløber inden for bæredygtighed og grøn omstilling.

Grøn omstilling er en hjørnesten i Vision2033, der har tre centrale fokusområder: grøn omstilling, social balance og økonomisk vækst. For at understøtte ambitionerne afsatte forligspartierne 4 millioner kroner til Pulje til Grøn Omstilling som en del af Budget2024. I april blev 1,5 millioner kroner fordelt til grønne initiativer, og nu er de resterende 2,5 millioner kroner blevet fordelt til en række konkrete og strategiske projekter.

Tommy Rachlitz Nielsen (K), der taler på vegne af forligspartierne, fremhæver betydningen af midlerne:

– Jeg er rigtig glad for, at vi med visions-midlerne til den grønne omstilling både kan sætte skub i helt konkrete projekter til stor glæde for borgerne og samtidig give flyvehøjde til langsigtede og strategiske projekter. Jeg vil gerne sige tak til forligspartierne for et godt samarbejde, der er til gavn for et endnu grønnere Fredericia.

Midlerne skal bruges til alt fra opkøb af arealer til nye skovområder og naturoplevelser til borgerinddragelse og udvikling af Blå-Grønne helhedsplaner. De forskellige initiativer afspejler en bred tilgang til den grønne omstilling, hvor både biodiversitet, fællesskaber og bæredygtige løsninger er i fokus.

Fordelingen af midlerne fra Pulje til Grøn Omstilling

1.450.000 kr. afsættes til eventuelt opkøb af areal til skov, natur og naturoplevelser.

150.000 kr. går til formidling af natur- og vådområdeprojekter.

200.000 kr. årligt fra 1. januar 2025 til 1. januar 2028 til projektet “Grønne fællesskaber og borgerinddragelse”.

300.000 kr. bruges til afdækning af kommunens mulige rolle i et nyt selskab, der skal håndtere teknisk vand.

200.000 kr. går til en helhedsplan for området ved Ullerupbæk og Thygesminde.

200.000 kr. bruges på Blå-Grønne helhedsplaner for Golfbanen, Madsby og området ved Hannerupanlægget.

• Tidligere i 2024 blev der afsat 1,5 mio. kr. til et kommunalt forankret rådgivende organ.

Økonomi- og Erhvervsudvalget skal endeligt godkende udmøntningen af midlerne på deres møde den 9. december 2024.

Visionerne bag projekterne

De forskellige partier bag forliget fremhæver hver især deres glæde over de grønne initiativer og de konkrete projekter, som midlerne skal støtte:

John Nyborg (A) glæder sig over de strategiske tiltag:

– Jeg glæder mig over, at forligspartierne med fordelingen af de grønne visions-midler kan være med til at skabe grundlag for det videre udviklingsarbejde med de Blå-Grønne helhedsplaner for områderne omkring Golfbanen, Madsby og Hannerupanlægget.

Ole Olsen (udpeget af F) fremhæver biodiversitet og borgerinddragelse:

– Jeg er meget tilfreds med, at vi i forligspartierne er lykkes med at fordele visions-midlerne i Pulje til Grøn Omstilling, så der både bliver fokus på at skabe øget biodiversitet med nye naturområder, fremme borgerinddragelsen og sikre udvikling af blandt andet Hannerupanlægget og Ullerupbæk.

Kenny Bruun Olsen (V) sætter fokus på det lokale engagement:

– Det er helt afgørende at styrke vores lokalmiljøer, når vi taler om den grønne omstilling. Derfor glæder det mig, at vi i forligspartierne over de næste tre år afsætter visions-midler fra Pulje til Grøn Omstilling til projektet omkring grønne fællesskaber og borgerinddragelse.

Cecilie Roed Schultz (Ø) fremhæver skovrejsning som en prioritet:

– Det er altid positivt, når vi kan være med til at etablere ny skov, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi i forligspartierne har øremærket en stor del af midlerne fra Pulje til Grøn Omstilling til opkøb af areal, så vi kan plante ny skov og skabe nye muligheder for naturoplevelser for borgerne.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her