Der er kaffe i koppen og en ro i kroppen, da Peder Tind sætter sig i cafestolen på STATIONEN. Året er ved at rinde ud, og om få dage skifter han titel fra erfaren udvalgsformand til borgmester i Fredericia Kommune. 2025 har været et langt og intenst år, men også et år, hvor noget faldt på plads.
»Det mest afgørende tidspunkt i 2025 var uden tvivl valgdagen. Det var eksamensdagen. Der blev vi målt på det arbejde, vi havde lagt i mange år, og på den tillid, vi bad borgerne om. At Venstre fik seks mandater, og at der dermed opstod et flertal, som pegede på mig som borgmester, var et helt afgørende øjeblik.«
Han lægger ikke skjul på, at ambitionen om borgmesterposten har været der længe. Ikke som et personligt projekt alene, men som et politisk mål, der skulle forankres i samarbejde og tillid.
Et år med god mavefornemmelse
Når Peder Tind ser tilbage på året som helhed, er det ikke præget af tvivl eller uro, men af en grundlæggende fornemmelse af, at noget bevægede sig i den rigtige retning.
»Jeg har haft en god mavefornemmelse gennem hele året. Ikke fordi alt har været let, men fordi jeg oplevede et fællesskab omkring det politiske projekt. Både i Venstre, i kandidatgruppen og i forligskredsen omkring budgettet. Der var gensidig respekt og vilje til at finde løsninger.«
Det toårige budgetforlig, som blev indgået uden om det siddende borgmesterparti, kom til at spille en større rolle, end mange måske havde forudset. For Peder Tind blev det et konkret bevis på, at samarbejde kunne fungere på tværs.
»Uanset hvordan valget ville falde ud, havde jeg en tro på, at vi kunne bygge videre på det fundament. Det handlede ikke om at vinde en kamp, men om at skabe en måde at arbejde sammen på.«
Vejen til konstitueringen
Spørgsmålet om, hvornår borgmesterposten for alvor kom inden for rækkevidde, svarer han ikke på med et præcist tidspunkt. Snarere med en proces.
»Det var ikke sådan, at der var én dag, hvor det gik op for mig. Men i løbet af året oplevede jeg, at der var en udfordret stemning omkring den daværende ledelse. Ikke som personkritik, men som et spørgsmål om kommunikation og samling. Flere partier oplevede, at der manglede retning og dialog.«
Han beskriver en politisk hverdag, hvor relationer og tillid gradvist blev opbygget – også på tværs af blokke.
»Jeg oplevede egentlig, at der var en god stemning mellem mange af os. Uanset om det var Susanne Eilersen, Palle Dahl, Carsten Byrgesen eller Cecilie Roed Schultz. Der var uenigheder, ja, men også respekt. Det gav mod på mere.«
Da valgresultatet lå klart, og Venstre stod med seks mandater, pegede pilen i en ny retning. Forhandlingerne efter valget blev kortere, end mange havde forventet.
»Tillid bygges ikke på en nat. Den havde vi bygget op over længere tid. Derfor gik det relativt hurtigt. Og jeg må ærligt sige, at da vi gik ud og meldte ud til pressen, var jeg ikke forberedt. Jeg var fokuseret på at sige det rigtige – ikke på øjeblikket. Det var følelsesladet.«
En borgmester for hele kommunen
At 19 ud af 21 byrådsmedlemmer indgår i konstitueringen, ser Peder Tind som et stærkt signal. At Det Konservative Folkeparti valgte at stå udenfor, tager han til efterretning.
»Jeg havde et ønske om, at alle skulle være med. Det lykkedes ikke, og sådan er politik. Men det betyder ikke, at vi ikke kan samarbejde. Tværtimod vil jeg invitere til samarbejde i de kommende fire år.«
Han er tydelig omkring sin egen rolle.
»Som borgmester skal man kunne fagne alle. Uanset hvem de har stemt på. Jeg er borgmester for hele Fredericia Kommune, før jeg er venstremand. Det er helt afgørende for mig.«
Overgangen fra udvalgsformand til borgmester ser han som et skifte i fokus – fra eget område til helheden.
»Som udvalgsformand har man naturligt et stærkt fokus på sit område. Som borgmester handler det om at have tillid til, at udvalgsformændene løfter deres opgaver. Det handler om at skabe ledelsesrum med tillid og respekt.«
Borgerne tættere på rådhuset
Borgerinddragelse har været et gennemgående tema i valgkampen – og noget, Peder Tind vil gøre til en mærkesag.
»Jeg tror, det var tydeligt i valgkampen, at alle partier ønskede mere borgerinddragelse. Det har vi også skrevet ind i konstitueringen. Jeg drømmer om et borgerpanel. Om flere udvalgsmøder ude i lokalområderne. Der, hvor livet leves.«
Han understreger, at politikerne stadig skal træffe beslutningerne – men at processen kan blive bedre.
»Hvis man skaber et rum for dialog tidligere, tror jeg, man får bedre beslutninger. Vi har ikke været dårlige til det, men der er potentiale til forbedring. Og det vil jeg gerne invitere borgerne til at hjælpe med.«
Nytår og nye roller
Når snakken falder på nytårsaften, trækker Peder Tind på smilet.
»Det bliver med gode venner, god mad og lidt krudt i nabolaget. Og så er jeg klar til januar.«
Forude venter en ny rolle, et nyt ansvar og en ny hverdag. Men grundtonen er den samme, som den har været gennem 2025.
»For mig handler det om, at Fredericia skal lykkes. Når kommunen lykkes, bliver jeg stolt. Og nogle gange betyder det også, at man skal sætte sig selv lidt til side og lade andre lykkes.«
Han rejser sig fra cafestolen, kaffen er drukket, og året er ved at slutte. Om få dage begynder et nyt kapitel – ikke bare for Peder Tind, men for Fredericia Kommune.











