For Fredericias havneselskab, ADP, var 2022 et historisk år, der overgik alle tidligere år på alle parametre. Nu venter en fremtid med flere medarbejdere og flere opgaver på tværs af havnens forretningsområder.
CEO Rune D. Rasmussen fra ADP A/S er ikke i tvivl, når han skal beskrive, hvordan 2022 overgik alle år: Travlhed og nye aftaler har ført til stor vækst. Væksten er desuden spredt ud på tværs af alle forretningsområder, hvilket har gjort 2022 til det bedste år for ADP nogensinde.
– 2022 det var nok året, hvor vi sådan holdt op med, måned for måned, at tænke ‘nu kan det snart ikke blive vildere’. 2021 var for ADP ekstrem travl på både den almindelige forretning og udviklingen, og 2022 har bare på alle parametre været mere vild. Vi har aldrig målt så mange timer ude på kajerne ved vores ansatte, de har virkelig haft travlt, men nok aldrig haft så travlt, som de havde i 2022. Vi har lavet flere store aftaler, der giver vækst og værdi for ADP – de største aftaler nogensinde har vi indgået i 2022 på tværs af forretningerne, og det fedeste er egentlig at væksten i 2022 er spredt ud på stort set alle forretningsområderne, så 2022 har været det bedste år for ADP nogensinde, men også absolut det mest travle, siger Rune D. Rasmussen
Rune D. Rasmussen fortæller også, at virksomheden har et stærkt hold på tværs af butikken, der kan håndtere mange forskellige opgaver. Han beskriver dog også, hvordan de har brugt størstedelen af sommeren i 2022 på at tænke over, hvordan deres organisation skal se ud de kommende år, så de kan være klar til den vækst, der forventes. Selvom de gjorde det samme for bare to et halvt år siden, er det nødvendigt, da organisationen skal forblive flad og med en høj grad af medbestemmelse og ansvar, samtidig er flere ansatte på vej.
– For det første så har vi efterhånden et ekstremt stærkt hold i hele vores butik. De kan helt naturligt kapere mange ting. Når det så er sagt, så har vi også i 2022 været nødt til at sætte os ned, det brugte vi faktisk det meste af sommeren på, for at finde ud af, hvordan vores organisation skulle se ud hen over de kommende år, så vi klar til at den her vækst, der sådan for alvor rammer os. Vi har egentlig været nødt til at sætte os ned, selvom vi bare gjorde det for to et halvt år siden sidste gang. Vi skulle nemlig gøre klar til en organisation, der skal vokse, men gerne med fødderne solidt placeret i den jyske muld, så det skal stadigvæk være en flad organisation, og der skal stadig være en høj grad af medbestemmelse og ansvar fordelt derude, men selvsagt på tværs af butikken så taler vi om, at vi i hvert fald skal være en 10-15 personer mere, fra at vi gik på juleferie i 2022, til at vi går på juleferie i 2023, fortæller Rune Rasmussen.
Fortællingen om havnen og ADP inkluderer en strategisk ændring af fokus i løbet af de sidste 10 år. Men i 2022 præsenterede ADP noget uventet, som I formentlig har arbejdet på i lang tid: energiinfrastruktur.
– Ja, det er korrekt, at vi har arbejdet på dette i lang tid. Fredericia som by har alt lige fra spildevand til raffinaderier, kommuner, kraft- og varmeværker, fjernvarme og meget mere. Vi har stået på sidelinjen og set ind på dette, og spurgt os selv, hvordan vi kan forbinde nogle af disse ting og også bygge en anden form for vækst, som er forskellig fra det traditionelle ADP. Samtidig tager vi også ansvar for den grønne omstilling. Dette er, hvor det nye selskab, ADP Energy Infrastructure, kommer ind. Vi investerer langsigtet i en grøn omstilling, som vi tror på vil skabe nye arbejdspladser og en fornyet lyst til at bo i byen på andre områder end det traditionelle transport, logistik og havnedrift. Som direktør for selskabet, hvis vi lykkes i dette, ser jeg værdifuld virksomhed, som er solid med en god og langsigtet plan spredt ud på flere områder, men hele tiden i overensstemmelse med ejerens og byens kernekompetencer og forudsætninger. Dette er vores kerneopgave, som vi tror, at det nye selskab kan løse, og når vi er færdige med 2023, vil vi have taget et spring fremad for at se, hvordan dette kan udmønte sig helt konkret, lyder det fra havnedirektøren.
Vandt årets erhvervspris
ADP A/S kan ikke vinde en Gazellepris eller andre af de kendte priser, idet selskabet er kommunalt ejet, derfor betød det også ekstra meget, at man i år vandt årets erhvervspris fra Business Fredericia.
– Vi er utroligt glade og stolte over at have vundet prisen. Det er en stor anerkendelse for os i disse vilde år. Som kommunalt ejet aktieselskab kan vi ikke blive Gazelle-virksomhed, så det betyder meget at få anerkendelse udefra på papir. Vores ansatte udfører en vigtig og fundamental rolle i samfundet, selvom deres betydning ofte bliver overset. Denne pris er til dem, og de fortjener det. Vi har hængt prisen op på værkstedet ved kranførerne for at anerkende deres betydning. Prisen betyder rigtig meget for vores medarbejdere, og vi er taknemmelige for denne anerkendelse, udtaler Rune Rasmussen.
Det er vel også en cadeau fra erhvervslivet til ADP?
– Absolut. Jeg er også glad for at modtage lykønskninger fra både bekendte og erhvervskolleger, som anerkender vores troværdige arbejde og ansvarsfulde tilgang, der skaber værdi for området. Det betyder meget for os at få anerkendelse på den måde, især efter de vanskeligheder, vi har stået over for. Det er et værdsat skulderklap fra erhvervsliv til erhvervsliv og kollega til kollega, slår direktøren fast.
Hvad venter ADP A/S i 2023?
– Som jeg sagde i talen til nytårskuren, så har vi blikket rettet stift ud i horisonten, og der ser vi rigtig mange positive ting som haveselskab og som kommunalt ejet aktieselskab. Her er 12 måneder ud af 30 år, ikke meget, så vi er ikke så bekymret, vores take er nok, at det kan godt være 2023 ikke nødvendigvis, bliver lige så fantastisk som 2022, men det skal nok blive et ganske udmærket år. Vi står på et sundt fundament, og 2023 bliver måske ikke 2022, men måske mere 2019, men 2019 var jo også et fremragende år. Jeg hæfter mig også ved de mange spadestik, nye virksomheder, der kommet til og så videre, så det går godt, slår han fast og slutter:
– Vi har sagt goddag til mange store virksomheder, nye og spændende byggerier, samtidig med, at vi har serviceret vores kunder gennem årtier. Vi får super god feedback fra kunderne, der er meget tilfredse, læg dertil, at vi har en unik konkurrencefordel som havn, by og kommune, som kun få andre kan matche, og vi har stadig plads til at gøre endnu flere gode og spændende ting, der sætter Fredericia på Danmarkskortet på flere områder. Det kan vi være meget tilfredse med.