BUSINESS. Da Mikkel Eis begyndte at pudse vinduer som 15-årig, var det på en kabinescooter rundt i Fredericia. Det var små ruter, faste kunder og lange dage, hvor forretningen voksede skridt for skridt. Tre år senere har billedet ændret sig markant. I dag står han fortsat som ejer af Mpuds.dk med to firmabiler på vejene, en fuldtidsmedarbejder i marken og klare ambitioner om at løfte virksomheden til næste niveau.

2025 blev året, hvor fundamentet for væksten for alvor blev støbt. Et år med fokus på drift, struktur og stabilitet. 2026 skal derimod blive året, hvor virksomheden tager det næste strategiske skridt og rykker tydeligere ind i erhvervslivet. »Det har været nogle hårde år, men det har været sjovt. Det er en fed rejse,« fortæller Mikkel Eis, der sideløbende med virksomheden er i gang med sin HHX på Handelsskolen i Fredericia og bliver student til sommer.

De første år handlede i høj grad om at lære faget indefra. Om at opbygge rutiner, holde aftaler og skabe tillid hos kunderne – én opgave ad gangen. Som 15-årig tog han sine første kunder ind, og langsomt voksede både erfaringen og kundekredsen. I dag er fokus flyttet fra overlevelse til udvikling. »I 2025 har der været mest fokus på at opbygge en solid kundekreds, som man kunne leve af. Det har givet os ro og overskud til nu at gå mere målrettet efter erhvervssektoren,« forklarer han.

Et vendepunkt kom i begyndelsen af 2025, hvor Mikkel Eis tog det første store skridt fra enkeltmandsdrift mod en mere professionel virksomhed ved at investere i sin første firmabil. Kort tid efter fulgte næste beslutning, da han ansatte sin første fuldtidsmedarbejder. »Det var nødvendigt. Når man går i skole samtidig, er der grænser for, hvor meget man selv kan nå, selvom jeg arbejdede fra tidlig morgen og langt ud på natten,« siger han.

Ved indgangen til 2026 er virksomheden vokset yderligere. I dag råder Mpuds.dk over to firmabiler, og Mikkel Eis har fundet det, han selv kalder en pålidelig fuldtidsmedarbejder. »Det har taget nogle forsøg, men nu er vi et hold, der fungerer. Samtidig har jeg fået mere kontorarbejde med planlægning, kundekontakt og struktur og det er en del af rejsen,« siger han.

Med den daglige drift bedre forankret er blikket nu rettet udad, og i 2026 skal virksomheden tættere på de større kunder og mere målrettet ind i erhvervssegmentet. »Vi skal mere ind i erhverv. Ud og ringe op, banke på dørene og sige hej. De skal lære os at kende, og vi skal lære dem at kende,« siger han.

Det er et skridt, der kræver mod, ikke mindst når man kun er 18 år og skal tage kontakt til etablerede virksomheder og beslutningstagere. For Mikkel Eis er det imidlertid en del af den læring, der følger med ambitionerne. »Det kan godt være grænseoverskridende de første gange. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Men man lærer mest, når man er ude af sin comfortzone. Det er dér, man bliver stærkest,« siger han.

Netop den tilgang præger også blikket fremad. For Mikkel Eis handler det ikke kun om at turde tage de første skridt, men om konsekvent at bygge videre på dem. Ambitionerne stopper derfor ikke ved dialogen med erhvervslivet. Når studenterhuen kommer på til sommer, forventer han at kunne skrue yderligere op for både tempo og ansvar i virksomheden. »Målet er, at vi i løbet af 2026 er tre mand på fuldtid, tre biler, og så mig selv både på kontoret og ude som vinduespudser. Det er det, jeg arbejder hen imod,« siger han.

Med skolegangen ved at være afsluttet bliver retningen endnu tydeligere. Hvor uddannelsen har kørt sideløbende med virksomheden, bliver det fremover muligt at samle fokus ét sted. »Det bliver rart at blive færdig. Skolen har ikke været min største passion. Jeg glæder mig til at kunne fokusere 100 procent på at drive og udvikle min forretning,« slutter han.