SPORT. Det var ikke en helt almindelig torsdag formiddag hos Middelfart Sparekasse i Prinsessegade. Udefra lignede alt måske nok sig selv, men for 14-årige Sofie Lykke Poulsen var denne formiddag alt andet end hverdagsagtig.
Sofie kom trillende på en cykel, der skilte sig ud blandt de øvrige cykler i stativet ved sparekassen. Større hjul, tre af slagsen faktisk, og et sæde specielt konstrueret til hende. Mens de andre cykler stod tæt og anonymt på række, lyste Sofies cykel op med sit særprægede udseende og sin tydelige funktionalitet. Sofie er nemlig frame runner, en særlig disciplin inden for paraidræt, hvor man løber med støtte fra den specialbygget trehjulet cykel.
Men cyklen fortæller kun halvdelen af historien. For selvom Sofie i dag ubesværet ruller frem mod sit næste mål, begyndte hendes vej et helt andet sted. For nogle år siden mente lægerne, at hun måske aldrig ville komme til at gå. Hun kunne dengang ikke tilbagelægge mere end 500 meter, før kræfterne slap op. I dag drømmer hun om Para-OL, og det hele begyndte med en enkelt mile under Royal Run, og en vilje, der nægtede at rette sig efter prognoserne.
Smilet hos Sofie var bredt i dagens anledning, og det blev endnu bredere efter den lille ceremoni i mødelokalet, da hun skulle ned ad trappen igen. Bag hende gik hendes mor Majbrit, klar til at hjælpe, som hun sikkert har gjort mange gange før. Men inden moderen nåede at reagere, havde Sofie allerede diskret, men bestemt afvist assistance med et blik, der tydeligt sagde, at hun sagtens kunne klare det selv. Det var et kort øjeblik, men det fortalte en hel historie om, hvem Sofie er, og hvad hun står for.
Det er sådan, man hurtigt lærer Sofie at kende. Selvstændig, viljestærk og med en klar idé om, hvad hun vil. Og akkurat den vilje er årsagen til, at hun denne torsdag blev hyldet af Fredericia Idrætsfond og modtog en donation på 10.000 kroner til sin videre udvikling inden for sporten.
Stemningen i mødelokalet var afslappet, men betydningsfuld, da repræsentanter fra både Middelfart Sparekasse, Fredericia Eliteidræt og Fredericia Idrætsfond stillede sig op for at sige et par ord. Christian Jørgensen, næstformand i fonden og erhvervsrådgiver i sparekassen, bød først velkommen og lagde derefter op til fondens formand, Søren Andersen.
Søren Andersen forklarede, hvorfor netop Sofie havde fået støtte, og understregede, at det handlede om mere end kun hendes sportslige niveau.
»Vi har etableret Fredericia Idrætsfond for at hjælpe unge atleter med at nå deres drømme. Det handler om at hjælpe de individuelle idrætsgrene, de unge talenter, som har potentialet til at nå langt. Sofie er netop sådan et talent,« fortalte Søren Andersen med et anerkendende blik mod Sofie, der kvitterede med det smil, hun havde haft med sig hele dagen, klar til at omsætte støtten til endnu mere træning og endnu større mål.

Det var idrætschef Keld Vestergaard fra Fredericia Eliteidræt, der fik æren af at stille spørgsmålene til Sofie. Allerede da hun begyndte at forklare, hvad pengene skulle bruges til, virkede det klart, at hun havde sine planer godt gennemarbejdede og klar til at præsentere. Ligesom hun senere på dagen insisterede på selv at klare trapperne uden sin mors hjælp, fortalte hun nu uden vaklen, hvad hun ville bruge de modtagne midler til.
»De skal bruges til en træningslejr, som er en camp, og til Nordisk Mesterskab i Finland,« sagde Sofie med en ro, man ellers ofte kun ser hos dem, der før har stillet sig til start på paralympisk grund.
At hun allerede som 14-årig stiller op mod voksne konkurrenter, kunne måske synes opsigtsvækkende for udenforstående. Men for Sofie virkede det ikke til at være andet end hverdag.
»Jeg kan godt følge med de voksne,« fastslog hun.
Og hendes potentiale er da heller ikke småt. Da spørgsmålet faldt på hendes allerstørste ambition inden for sporten, tøvede hun ikke ét sekund.
»Mit største mål er at komme til Para-OL,« lød det uden antydning af tvivl.
Med frame runnings officielle optagelse på programmet til de Paralympiske Lege i Los Angeles i 2028, er drømmen rykket endnu tættere på virkeligheden. Derfor er støtten, Sofie modtog i dag, ikke bare en check med et tal på. Det er et vigtigt skridt på vejen mod målet, som nu synes mere realistisk end nogensinde.
»Det betyder, at jeg kan komme lidt tættere på mine drømme,« fortalte hun senere, stadig med den samme overbevisning i stemmen.

Men rejsen til at blive en internationalt konkurrencedygtig frame runner kræver mere end bare talent, stædighed og en god portion vilje. Det kræver også en familie, som træder til, når den daglige træning skal passes, og når cyklen igen skal justeres, repareres eller pakkes i bilen før turen til træning.
Sofies mor Majbrit fortalte med ærlig åbenhed om, hvordan livet som »sportsmor« ser ud, når ens datter har sat sig for at gøre karriere i en sportsgren, der kræver både fysisk styrke og teknisk snilde – og en mor, der kan hjælpe med det praktiske.
»I starten løb jeg med hende for at træne hende op, men jeg kunne simpelthen ikke følge med – jeg fik skader og skader. Nu er jeg blevet chauffør, når vi kører til træning i Odense og Kolding, og så er jeg blevet mekaniker på cyklen, når der skal indstilles noget,« fortalte Majbrit.
Under de praktiske forklaringer ligger også en erkendelse af, at parasport langtfra er en billig affære. Cyklen alene – specialbygget og udstyret med de nødvendige støttefunktioner – koster omkring 30.000 kroner. Derudover kommer rejseomkostninger, ophold og ikke mindst udgifter til hjælperne, som er helt uundværlige i parasportens verden.
»Parasport er generelt bare dyrere, fordi man ofte skal have en hjælper med også. Der får man jo ikke noget tilskud, så vi skal selv betale det hele,« fortæller hun.
Derfor betyder den økonomiske støtte fra Fredericia Idrætsfond også mere, end den umiddelbart ser ud til på papiret. Det var Sofie også helt klar over, og hun lagde ikke skjul på, hvor meget det betød for hende personligt at få den ekstra støtte.
»Det betyder meget for mig. Det hjælper mig rigtig meget. Nu kan jeg lægge mere træning i, og jeg kan få bedre udstyr,« forklarede Sofie glad.

På sidelinjen understregede Keld Vestergaard også, hvorfor en ung frame runner som Sofie fortjener støtten fra Fredericia Idrætsfond. For fonden handler det nemlig ikke kun om resultater her og nu, men også om de store drømme og potentialet, der rækker langt ud i fremtiden – og det ser idrætschefen i den grad hos Sofie.
»Sofie er et stort talent inden for frame running, og fonden støtter unge mennesker, der søger midler til deltagelse i internationale stævner. Derfor var det helt oplagt at støtte Sofie. For fonden har det også været spændende, at hun har en OL-drøm, især fordi frame running nu er kommet på programmet til de Paralympiske Lege. Selv når man er ung, må man gerne drømme stort, og det ved jeg, at Sofie gør,« forklarede Keld Vestergaard og fortsatte:
»Det er også vigtigt for Fredericia og hele vores talentmiljø, at vi har udøvere inden for parasport med så store ambitioner. Det er fantastisk at kunne bakke op om.«
Efter talerne var slut, og den store check var overrakt, stod Sofie stadig med samme brede smil, som hun ankom med. Med donationen fra Fredericia Idrætsfond har hun fået endnu et skub fremad mod sine drømme. Og måske, hvis hun fortsætter med samme målrettede tilgang, kan Fredericia om få år fejre hende på en endnu større scene, med medaljer om halsen og drømme, der ikke længere kun tilhører fremtiden.