Med 11 mål og et solidt defensivt udtryk var Mads Kjeldgaard en af hovedarkitekterne bag Fredericia Håndboldklubs 38-28-sejr over Sønderjyske. Efter kampen kaldte han sejren for en »kæmpe forløsning« og pegede på et hold, der endelig spiller med både tro og struktur.

Der var ingen tvivl i stemmen hos Mads Kjeldgaard efter Fredericia Håndboldklubs 38-28-sejr over Sønderjyske Herrehåndbold. Efter en periode med blandede resultater og skader var kampen i Skansen en markant vending for holdet.

»Ja, det var en kæmpe forløsning. Der er ingen tvivl om, at vi kigger på stillingen og den måde, vi er placeret, så var det en sindssyg vigtig kamp for os, hvis vi skal kigge ind i et slutspil,« sagde han kort efter kampen.

For Kjeldgaard handlede sejren ikke kun om de to point, men om helheden – sammenspillet, tilliden og det kollektive løft.

»Vi begynder at få mere til at fungere i vores spil. Det betyder noget for selvtilliden og for de nye i truppen. Der kommer nogle nye spillere ind med ny energi, nye kræfter og nye egenskaber. Det, der med, at vi som hold står sammen i dag og får et 10 måls sejr, synes jeg, der er sygt, sygt stærkt og vigtigt, når vi skal bygge videre,« sagde han.

Fredericia leverede en helstøbt præstation med både offensivt flow og defensiv disciplin. Holdet har i flere kampe haft problemer med at holde organisationen i forsvaret, men mod Sønderjyske lykkedes det.

»Jeg synes, at vores forsvar stod noget af det bedste, vi har gjort længe siden, at vi har fået lavet vores stil om. Vores forsvarsspil er lidt mere kompakt. Så vi skulle hjælpe hinanden, når de kom fra midten og ud mod vores backs, og så måtte de afgøre det ude på fløjene, og så håbede vi på, at Fransen ville have nogle redninger. Og det synes jeg, at vi lykkedes med,« forklarede Kjeldgaard og fortsatte:

»Når Sønderjyske så endelig formåede at spille ud til fløjen, så synes jeg netop, at Fradnsen stod fremragende. Det gav en tro på tingene, og det gjorde også, at vi i løbet af anden halvleg bare står bedre og bedre, fordi vi har stor tro på det koncept, vi egentlig har fået bygget op her i løbet af de sidste par uger, så det er bare vanvittig fedt.«

Selv leverede Kjeldgaard 11 mål – men pegede på, at det offensive udtryk var et resultat af hele holdets bevægelse og timing.

»Jeg synes, at det flyder rigtig godt, og jeg synes, at vi får spillet os til nogle rigtig gode muligheder for at få kastet bolden i kassen. Vi har haft et problem med at brænde lidt for mange chancer. Det synes jeg ikke var temaet i dag. Og så vidste vi godt, at Sønderjyske er et hold med rigtig stor målfrekvens – der er generelt mange mål i Sønderjyskes kampe. Så derfor var det vigtigste for os, faktisk at stå godt defensivt.«

Efter en hård periode med skader og mange minutter til de samme spillere, glæder Kjeldgaard sig over, at rotationen begynder at fungere.

»Der er ingen tvivl om, at vi har haft mange skader, og det har påvirket os inde på banen. Der er nogle af os, der måske har fået lidt for mange minutter, og det har resulteret i nogle dumme fejl. Måske har pulsen været for høj og man er blevet træt. Det der med, at folk lige går ud og får fem minutter, og vi formår at spille alle ind, er en kæmpe faktor. Hvilket også kan være lettere i dag, når dem, der bliver skiftet ind, også formår at præstere.«

Læs også