Fantasien får frit løb, når keramiker Jette Löwén d. 15. og 16. februar inviterer til workshop på Clay under overskriften Fantastiske væsner og finurlige planter.


Vi vil lave små landskaber med væsener, som vi selv finder på, små trolde eller uhyrer, der bor i blomster eller paddehatte ude i skoven eller i havet, fortæller Jette Löwén.
Hendes workshop tager udgangspunkt i udstillingen ”Natur. Spor og Spejlinger”, og det vil være en fordel at besøge udstillingen før workshoppen for at få inspiration til egne værker.
Teknikken vil være modellering og alle værker vil blive glaseret i den glasur, deltagerne selv vælger. Alle fra 8 år og opefter kan være med.

Prøv kræfter med din egen kop!

Hvis man er mere interesseret i at lave sin egen kop og tallerken, er det også en mulighed i vinterferien på Clay.
Den 17. og 18. februar vil keramiker Helene Thing med udgangspunkt i museets aktuelle udstilling ”Danske Stel – fra yndige blomster til grov glasur” klæde deltagerne på til at lave deres helt eget design.
Deltagerne får en teknisk instruktion men skal selv vælge form og dekoration og fremstille deres egen kop og en tallerken. På den måde kommer man til at snuse til designprocessens mange facetter og valg.
Workshoppen varer to timer og henvender sig til alle over 10 år.

Det, man laver på de to workshops, bliver efterfølgende brændt og kan afhentes på museet eller tilsendes.

Man kan læse mere og tilmelde sig på museets hjemmeside claymuseum.dk.