Måske er du (også) af den overbevisning, at der findes en sjælemage til dig derude, forudsat at du ikke allerede har fundet hende eller ham. En eneste ene, prinsen på den hvide hest, den person, der bare får alting til at føles rigtigt. Måske går han eller hun rundt lige nu i Bolivia, og søger også kun efter dig, selvom du er tusindvis af kilometer væk. Og hvor er det dog uretfærdigt, at I ikke har mødt hinanden endnu, mens andre synes så ”heldige”, at have fundet den ægte kærlighed.

Tanken er drønromantisk, og vi har gennem mediebilledet fået den proppet ned i halsen hele vores liv.

Men som det nu en gang er med smukke eventyr, så er det blot dét – et eventyr. Et fatamorgana, der står og bølger derude i horisonten. Det er i hvert fald min overbevisning.

Inspirationen til denne klumme kom fra min 8-årige søn. Vi har gennem disse corona-uger fået set tegnefilmene Hotel Transsylvanien 1-2-3, og i den beskriver de så fint, hvordan to mennesker kan ”singhe”. (Jeg er ret sikker på, at det skal forstås som at opleve kærlighed ved første blik). Filmene forklarer flere gange, hvordan det kun er noget de fleste får lov at opleve en enkelt gang i livet – måske 2, hvis man er heldig!

Det affødte en masse spørgsmål fra min søns side. Om hans far og jeg oplevede at ”singhe”, da vi mødtes for 16 år siden. Om jeg har oplevet at ”singhe” med andre. Om han nogensinde kommer til at opleve det, og hvor han skal gå hen og møde en at ”singhe” med.

Men jeg tror ikke på kærlighed ved første blik.

Jeg tror ikke på den eneste ene.  

Jeg tror, at det er en disneyficering af kærlighed, der lærer mennesker at tro, at enten er vi ”rigtige” eller ”forkerte” for hinanden. I vores moderne samfund kommer vi ofte til at betragte parforholdet som en kasse. Vi møder den person, som skal være den perfekte for os, og så hopper vi sammen op i kassen. Når vi har fundet os lidt til rette, kigger vi nærmere på vores partner. Lever vores udvalgte op til vores forventninger, bliver vi i kassen. Er vi utilfredse, kravler vi ud af kassen, og forsøger os med en ny udvalgt. Parforholdet opfattes med andre ord som en uforanderlig tilstand, og om det fungerer eller ej, afhænger af, om vi har fundet den rette.

Men kærlighed handler om valg – ikke om en følelse.

Kærlighed kan være ekstrem svær, og alligevel helende. Kærlighed kan være mørk, men alligevel nærende og altopslugende. Kærlighed kan føles forkert, men stadig være rigtig. Kærlighed er aldrig simpel eller ukompliceret, og derfor et konstant valg vi skal vælge til, når omstændighederne føles uoverkommelige.

Samtidig tror jeg også på, at skuffelse, bitterhed og vrede kan ødelægge kærligheden, og ødelægge to menneskers vilje til hinanden. Kærlighed kan være slået i stykker og umulig at reparere, uanset hvor højt vi elsker hinanden.

I mine yngre år var jeg selv en håbløs romantiker og drømte om at opleve ”you had me at hello”-scenen fra Jerry Maguire, men erfaring har lært mig, at kærligheden aldrig kun er sukkersød og naiv. Den er derimod vanvittigt kompleks og nogle gange brutal, og i min praksis som parterapeut har jeg efterhånden set så mange klienter gennem tiden til at vide, at hvad der kan slukke et pars kærlighed, kan derimod være overkommeligt for et andet.

Så selvom prinsen til sidst får prinsessen og det halve kongerige, så lever de altså ikke kun lykkeligt til deres dages ende. De lever også med skænderier, kompromisser og sårede følelser i perioder. Det lyder bare ikke lige så godt.

Ønsker du at læse mere om min praksis som parterapeut og sexolog, kan du besøge min hjemmeside www.dittewinkel.dk . Du kan også følge mig på instagram på https://www.instagram.com/dittewinkel/ .

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer