Den gode stemning hos Venstre i Fredericia var til at mærke, da Fredericia AVISEN gæstede deres Grundlovsmøde. 

Dagen startede med Søren Gade og flaghejsning, inden Venstre i Fredericias folketingskandidat Tobias Kristian Jensen Jørgensen tog over. Derfra blev det Sidse Skaar, formand for Venstres Ungdom i Fredericia. Hendes tale var anderledes og provokerende – noget der måske satte tankerne igang hos en lidt ældre forsamling.

Grundloven er vigtig

“Dagen i dag er det tætteste vi kommer på en nationaldag. I dag kan vi se Dannebrog veje i vinden, og vi taler om vores fælles grundlag” sagde den unge VU-formand.

“Men vi skal værne om vores Grundlov, for den er noget af det vigtigste vi har. Den rummer basale frihedsrettigheder, som vi skal værne om og passe på” sagde Sidse Skaar.

Danmark skal ikke være et forbudsland

“Der er noget jeg som liberal ikke kan forstå. Jeg kan ikke forstå forbud. Forbud fjerner frihed, og hvis ikke vi har nogen frihed har vi heller ikke nogen grund til at være her” sagde Sidse Skaar, formand for Venstres Ungdom i Fredericia.

“Vi skal ikke være et forbudsland. Der er ingen der skal kalde sig liberale, og så fortælle folk hvad de skal have på. Det er for mig ikke liberalt. Vi skal ikke have et samfund med forbud, men derimod med frihed” lød ordene fra Sidse Skaar.