Når en kvart mio. danskere hvert år valfarter til Vorbasse Marked for at deltage i en af Danmarks absolut største folkefester, er det ikke kun hvinen fra pariserhjulet, ponyvrinsk og duften af candyfloss, der fylder luften over den traditionsrige markedsplads. Det samme gør et eksplosivt antal mobilsamtaler, sms’er og ikke mindst foto-opdateringer på sociale medier.

For at imødese den voldsomme belastning af mobilnettet, når Vorbasses lidt over 1.300 indbyggere pludselig bliver til 250.000, opruster Telenor sit netværk kraftigt op til weekendens festivitas. En 21 meter høj teleskopmast med ekstrem sendekapacitet bliver opstillet på arealet lige ved siden af Markedshallen tæt på Hestepladsen.

Rekordstort dataforbrug

Om hjertet banker for en god handel, vilde westernshows eller bare musik og fadøl med vennerne, så er det nemlig sikkert og vist, at en del af folkefesten fortsætter på mobilen i form af foto-uploads til sociale medier. Og Telenor forventer rekordstort mobilt dataforbrug fra Vorbasse Marked i år.

”Vi bliver mere og mere begejstrede for at dele vores oplevelser i form af foto og video på Facebook, Instagram og Snapchat, når vi er til begivenhedsrige events som fx Vorbasse Marked. Det ser vi ved, at upload fylder væsentlig mere på vores event-sendere, end det gør på vores almindelige master. Derfor toptuner vi vores netværk til den ekstreme datatrafik, vi forudser i markedsdagene, så vores kunder kan få en god netværksoplevelse uden forsinkelser og black outs, selvom helt ekstremt mange mennesker er samlet på en mark ved Vorbasse,” fortæller Peter Ditlev Nødbak, der er netværksdirektør i Telenor.

Det er ikke kun til Vorbasse Marked, at Telenor står klar med ekstra mobil- og datakapacitet til mobilbrugerne. Sommeren over kører Telenors fire lastbiler med ekstra mobilmaster landet tyndt til intet mindre end 40 større udendørsevents og festivaler med brug for en netværksmæssig håndsrækning.

(Kilde: PM )