I 2016 kom det danske metal-band Volbeat ind på et nyt marked: De gik nemlig ind på spiritusmarkedet. Den første rom blev revet væk, den anden ligeså – og inden længe kommer den tredje udgave i salg hos Fredericia Vinhandel. 

Det er det store smil der er fundet frem på indehaver Henrik Pedersens læber, da Fredericia AVISEN stikker hovedet ind forbi vinhandlen i Danmarksgade. Han har nemlig en stor nyhed, som dog lige krævede en gennemrodning af et par skuffer – for den har været gemt godt. 

Frem hiver han et stykke papir, hvorpå de fire bandmedlemmer er afbilledet ved siden af en rom, hvor man med etiketten ikke er et sekund i tvivl om, at det er det populære band det står bag. 

“Både 1’eren og 2’eren blev flået væk. Det er helt vildt. Vi har, sammen med de øvrige specialforhandlere, fået lov til at sælge den kommende udgave, den 3. af sin slags, i et forsalg de første fjorten dage af september”, fortæller Henrik Pedersen. 

Spørger man vinhandleren hvorfor de er så populære, ja så er han ikke i tvivl:

“Det er både navnet og kvaliteten. Der er ingen tvivl om, at Volbeat alene med navnet trækker mange kunder og samlere til. For det er blevet et samleobjekt. Jeg tjekkede lige forleden på Den Blå Avis og der kunne man finde et sæt bestående af 1’eren og 2’eren til en pris på omkring 4.000 kroner”, fortæller Henrik. 

“Det gør den kun ekstra populær, at der sø faktisk også er tale om en rigtig god rom. De er gået sammen med en af verdens bedste rom-blendere – og det har givet et rigtig godt produkt”, supplerer han. 

Leave a Reply