Forside Erhverv Vognmand inviterede politiker på kaffe

Vognmand inviterede politiker på kaffe

DEL
Christian Jessen, Landsoldatens Transport. Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Valgkampen er i fuld gang, og politikerne kommer rundt mange forskellige steder. Et af de steder er Landsoldatens Transport i Fredericia, hvor Jens Jonatan Steen (A) kom forbi.

Hvad får en erhvervsdrivende til at invitere en politiker indenfor? Det spørgsmål stillede jeg Christian Jessen fra Landsoldatens Transport, og for ham var det klart: Han ville gerne fortælle hvordan han ser den branche han hele sit liv har været en del af.

Jens Jonatan Steen har mange gange besøgt chauffører, der arbejder på dårlige arbejdsforhold, men det er ikke tilfældet hos Landsoldatens Transport, for her er medarbejderne på overenskomst, og budskabet fra Christian Jessen til politikeren var, at “chaufførerne skal have det de skal have“, et budskab som Jens Jonatan Steen tog til sig.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Landsoldatens Transport har indgået overenskomst med 3F, så der er ikke en finger at sætte på forholdene der, men det er der andre steder i branchen, fortæller Jens Jonatan Steen.

Jeg har før været med politikere på besøg, de besøg hvor kuglepennen og notesblokken bliver i tasken, og snakken går frit uden at nogen parter er bange for at blive citeret, det er de besøg hvor man kommer nærmere ind på hvem personerne er, og hvorfor de mødes til en kop kaffe.

Christian Jessen er en særdeles ærlig mand, som gerne fortæller hans syn på branchen, et syn der er præget af konkurrence og håb for fremtiden. Der blev ikke skældt ud på andre vognmænd eller chauffører, “for det hjælper ikke på vores udfordring”, forklarede han.

Jens Jonatan Steen spurgte ind til mulige politiske løsninger, løsninger der kunne gavne alle i branchen, løsninger der ville straffe dårlige forhold hårdt og belønne gode forhold, men de løsninger hænger ikke på træerne. Ja faktisk kom de til den konklusion, at fagforeningerne bærer et stort ansvar for at sikre lige konkurrence, for den konkurrence der er nu, den er langt fra på lige vilkår, lød det ud af samtalen.

Mere tungvognspoliti, flere kontroller og et skattesystem der virker står højt på ønskelisten for Jens Jonatan Steen, og Christian Jessen kunne nikke til flere af tingene, som værende noget der kunne bidrage positivt i branchen.

https://www.facebook.com/Jysk-Service-ApS-445120938834572/
DEL