Det skulle have været én stor fest til åbningskampen ved VM mellem Qatar og Ecuador, men det endte i stedet med en stor folkevandring fra tilskuerpladserne.

Normalt er en åbningsceremoni noget, der hører sig til ved OL, men til dette verdensmesterskab var det lavet om. Med en masse gøgl og musik blev VM derfor skudt i gang med en ceremoni, der skulle starte festen i udskældte Qatar.

Op til slutrunden har der været talt om forholdene VM-stadions er bygget under og de købte migrant-fans, der har præget gadebilledet. Nu kom det endelig til det, som det hele handler om, nemlig fodbold, og hvilken indledning. Ecuadors Enner Valancia fik bolden i kassen allerede efter tre minutter, da Qatars keeper kom på afveje efter et frispark.

Målet skulle ses igennem i VAR-vognen, men det lignede en formsag at målet skulle godkendes, men med en ny offiside-teknologi ble det konstateret, at der var offside i forbindelse med målet og dermed var stillingen altså fortsat 0-0.

Efter 15 minutter kom Qatars keeper igen i fokus. Saad Al Sheeb kantede en Ecuador-spiller i feltet og så blev der peget på straffesparkspletten. Valencia svigtede ikke, og sendte sydamerikanerne i front.

Qatar virkede helt ude af fatning, og var fuldstændig presset i bund, og det kom også til udtryk på måltavlen efter en halv times spil. Igen var Enner Valencia på spil, og sendte gæsterne på 2-0, der også var stillingen ved pausen.

Her begyndte folkevandringen fra tribunerne. Normalt ville man se værtsnationens fans blive på stadion og hylde deres helte, men det er altså ikke noget, man havde tænkt sig at gøre i Qatar, og som kampen skred frem var der nærmest kun Ecuardor-fans tilbage på Al Bayt Stadium, der kunne se, at Ecuador kørte en sikker 2-0-sejr hjem i en kamp, som næppe vil blive husket for spillet på banen, men derimod de absurde scener med fansene, der forlod stadion undervejs i opgøret.