I weekenden ligger Hannerup Skov lokaler til en stor festmesse, der er fyldt med lokale virksomheder. Fredericia AVISEN har besøgt Gardenia Blomster, og denne gang er turen kommet til Vinoble v/ Dennis Kappel.

Som sædvanligt bliver man mødt med et stort smil når man træder ind af døren i Vinoble. Bag kassen står indehaver Dennis Kappel og er i fuld gang med at tale med en leverandør. 

Dennis Kappel vil være at finde til festmessen på Hannerup Skov i weekenden for første gang.

“Det er første gang jeg er med her, men jeg har været på lignende messer før. Grunden til at jeg har valgt at deltage er, at vi skal vise folk at vinhandleren ikke er hverken farlig eller dyr” fortæller Dennis Kappel og fortsætter:

“Mange har en forestilling om, at det er dyrt at gå til vinhandleren. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Vi har vine i alle slags og alle prisklasser. Forskellen på at købe sin vin her i forhold til supermarkedet er service og rådgivning. Jeg lever af min viden og min knowhow. Jeg kan finde den perfekte vin til lejligheden – også uden det koster en bondegård”.

Bredt sortiment til festmessen

Til festmessen vil Dennis Kappel tage et meget bredt udvalg med, at de bedste vine til fester, fortæller han.

“Jeg tager et bredt udvalg med. Der vil være både bobler, rødvin, hvidvin, portvin og dessertvin – og alt sammen noget man kan smage, så det er lidt en ‘mini-vinsmagning'” siger Dennis Kappel.

“De vine jeg tager med er bredt rettet. De er gode til stort set enhver smag, og så passer de til de klassiske festmenuer. Hvis man har mere specielle ønsker kan vi sagtens efterkomme dem, vi kan skaffe stort set enhver vin – eller i hvert fald en der smager ligesådan” slutter han.