Tidligere kunne man finde det klassiske Vinoble logo i Danmarksgade. Men det er fortid nu, i stedet står der “Kappels Vinhandel”. Indholdet er næsten det samme, manden bag disken er præcis den samme. Indehaver Dennis Kappel har skiftet navnet, men indholdet er meget det samme. Dog kommer der nye vine til, blandt andet fra Frankrig.

– I flere år har jeg gået og tænkt over, at jeg gerne ville have et mere personligt islæt og et mere lokalt islæt i navnet på forretningen. Førhen hed den Vinoble, men det er jo min forretning, så Kappels Vinhandel lå næsten til højrebenet. Det har været undervejs i et stykke tid, men kontraktlige ting og sager skulle lige på plads, før det kunne lade sig gøre, forklarer Dennis Kappel om navneskiftet i hans forretning i Danmarksgade.

Selvom navnet er nyt, så er det ikke en helt ny butik indvendigt. Vinobles sortiment er stadig at finde i butikken, men i yderkanten af kontrakten har Dennis Kappel fundet muligheden for at eksperimentere med et par nye vine i sortimentet.

– Det betyder ikke noget for indholdet af butikken, det fortsætter med at være det samme. Vi har efter kontraktlige ting og sager fået lidt frirum til, at kunne kigge lidt andre veje på nye vine og forskellige ting. Men det er ikke fordi butikken ændrer sig på nogen måde. Indholdet af vine er antalsmæssigt nogenlunde det samme, men der kommer nye ting og sager frem og tilbage hele tiden, fortæller Kappel.

Noget af det første Dennis Kappel vil eksperimentere med i hans forretning er franske vine. Der er lidt mere saft og kraft, og det udfordrer tit danskerne, fortæller han.

– Vi kommer til at sætte en smule mere fokus på Frankrig, blandt andet. Bordeaux og Bourgogne bliver nogle af de ting vi kigger i retningen af, tilbage til det klassiske. Italiensk vin, det kan vi alle sammen lide og det har vi et stort sortiment af. Men jeg kan godt lide at overraske folk og lære dem noget andet end det de kender. Også når det er til gaver, at man tør komme med noget der overrasker på den positive måde, siger Dennis Kappel og fortsætter:

– Efter et par ture til Frankrig fik jeg øjnene op for, at der er mange stilarter dernede. Stilen har også ændret sig og gør, at den begynder at ramme den danske smag lidt mere, når det kommer til stykket. Det kan godt være, at Italien er nemme at have med at gøre og at de smager dejligt, men vi er også begyndt at prøve os selv af. Og der kommer Frankrig i den grad ind i billedet.

Når man stikker hovedet ind i forretningen får man en personlig service. Det er Dennis Kappels mål, at han kan hjælpe kunderne til den helt rigtige vinoplevelse.

– Det skal være så personligt som muligt. Lige nu her med mundbind er det svært at genkende folk når de kommer ind ad døren, men folk skal føle, at de bliver genkendt når de kommer ind. Til tider har jeg en sindssyg hukommelse, at jeg næsten kan huske hvad kunden fik for to måneder siden. Det er vigtigt for mig at huske hvad folk ønsker, hvad de har lyst til og hvad de skal bruge det til. Så kommer man ind med en bestemt ret, man ved man skal have, så går vi i dybden. Vi går hele vejen for at sikre den rigtige oplevelse, lyder det fra Dennis Kappel, indehaver af Kappels Vinhandel.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer