Jonas Vingegaard blev angrebet på 12. etape i Tour de France, men hver gang der kom et angreb fra Tadej Pogacar, sad han i hjulet på sloveneren og forsvarede førertrøjen i sikker stil.

Fra at være ham, der jagter den førende rytter, var Vingegaards rolle nu skiftet til at være den forsvarende.

Det kunne ses på Jumbo-Vismas taktik, der var mere afventende. Som forventet slap et udbrud af sted, og Jumbo-Vismas plan var ikke at holde det i kort snor, og derfor fik det et stort forspring.

Da udbruddet nåede bunden af Alpe d’Huez, havde de stadig et stort forspring ned til favoritfeltet, hvor Jumbo-Visma dikterede farten. Det stod klart, at etapevinderen ville være at finde i udbruddet. Fra bunden af det legendariske bjerg angreb Tom Pidcock fra udbruddet, og det kunne ingen svare igen på. Han blev ved med at øge forspringet, og endte med at køre i mål som vinder af etapen.

I favoritfeltets angreb førte Jumbo-Visma langt op ad bjerget. Flere favoritter, blandt andet Nairo Quintana, blev sat af. Med tre kilometer til mål angreb Tadej Pogacar, men straks var Jonas Vingegaard i hans hjul, og med halvanden kilometer til mål gentog sloveneren angrebet, men med samme udfald. I spurten om femtepladsen på etapen forsøgte Tadej Pogacar igen at gøre en forskel, og det lykkedes heller ikke. Jonas Vingegaard sad i slovenerens hjul, og endte på sjettepladsen på etapen, og forsvarede derfor den gule førertrøje.