Af Thomas Kvist Christiansen

Det behøver ikke at være kedeligt at aflevere genbrugsaffald, og man behøver praktisk talt ikke at have affald med sig for at få glæde af det nye genbrugscenter, som Fredericia Kommune skal i gang med at bygge i Nordbyen. Kommunens folk ønskede, at de unge mennesker på InnoCamp skulle komme med inspiration og gode ideer til, hvordan genbrugscentret kan udvikles.

Det bedste bud på udfordringen omkring det kommende genbrugscenter havde eleverne Cecilie Steenberg fra Kirstinebjergsskolen, Julie Andersen fra Erritsø Fællesskole, Cecilie Frost fra HHX på IBC Fredericia Middelfart og Tine Sørensen fra Fredericia Gymnasium. De havde arbejdet intenst på et projekt, som også endte med at løbe med hele sejren på årets InnoCamp. Cecilie Steenberg, Cecilie Frost, Tine Sørensen og Julie Andersen blev nummer et i finalen med et projekt, som de selv beskriver sådan:

Foto: Thomas Kvist Christiansen

– Vores koncept går ud på, at gøre det hele brugervenligt for mange aldre og selvfølelig gøre det hele genbrugeligt, da det er en genbrugsplads. De værdier, vi vil skabe til vores målgrupper er, at der er plads til de mange aldre eksempelvis ved at lave en cafe, et legeområde eller en genbrugsbutik. Det vil gøre centret interessant at bruge af mange mennesker. Der skal også være fokus på bæredygtighed og genbrug, da det vil gøre vores fremtid bedre.

Nr. 2 Foto: Thomas Kvist Christiansen

I næste uge holder Fredericia Kommune et borgermøde med fokus på netop udviklingen af et nyt genbrugscenter, og på dette møde vil blandt andet vindergruppens ideer bliver videregivet.

Lej udstyr til en fest og optjen point

Nummer to på årets InnoCamp blev en gruppe, der havde arbejdet med en udfordring stillet af virksomheden Festmesteren. Gruppen, der bestod af Maria Olsen, HTX,  Clara Lynggaard STX, Einina Vestergaard, fælles 10’ende, Caroline Østergaard og Lea Hjarnø , Fjordbakkeskolen og Kirthanen Suppaia fra Erritsø Fællesskole. Udfordringen bestod i at skabe mere opmærksomhed omkring virksomheden og dermed trække flere kunder til – især de yngre under 40.

– Vi har ændret navnet på firmaet til Palles party for at forstørre målgruppen, og vi har også lavet et slogan, “Palle’s party – fest med fart i” for på den måde at få det til at appellerer til alle målgrupper – og så det er nemt at huske, lyder det fra eleverne.

Nr. 3 Foto: Thomas Kvist Christiansen

Elevernes konceptet går meget enkelt ud på at lave en app, hvor man kan kan samle point, hver gang  man lejer. Man samler på den måde point til at få rabat til næste gang man skal leje noget for at holde fest.

– Dette vil gøre, at folk får mere lyst til at benytte sig af festmesteren. Hvis man eksempelvis lejer et telt for 500 kr., får man 250 point. Næste gang, man holder et arrangement, kan du bruge pointene og omsætte dem til 250 kr.

Basketballbane på en trampolin

Tredjepladsen på årets Innocamp gik til en gruppe, der havde arbejdet med en udfordring stillet af Madsby Legepark. Deres koncept gik på at trække flere unge ned i Madsby Legepark ved blandt andet at lave en basketballbane – men ikke på asfalt. Banen skal etableres på en stor trampolin, således at der er god mulighed for at ”dunke” så meget, som man vil. Og så kan alle, både høje og lave, spille med.

Vores koncept går ud på at få flere unge i Madsby til at komme ved at lave en basketballbane, men i stedet for asfalt så er det en stor trampolin, så alle vil kunne dunke så meget de vil, og alle både lave og høje kan spille med

– Vi skaber en værdi, der gør, at dem, der spiller, vil få adrenalin og konkurrence, lyder det fra gruppen.

De efterfølgende pladser i finalen ved årets InnoCamp gik til Jutlander Bank, Brandt Revision, Electrolux og Fredericia Kommunes forebyggelsesafdeling.