I Midtpunktet er der to julehuse, der er sat op i forbindelse med årets jul i Fredericia. Fredag, lørdag og søndag er det Zederkof Vin, der har det ene hus..

Fredericias centrum er fyldt op med forskellige julehuse i forbindelse med dette års julehandel. Der er løbende udskiftning i en del af boderne, men en af dem, der er det fast hele julen, er Thomas Zederkof med sin vinbutik.

Det emmer af jul i Fredericia, og det gælder også i Midtpunktet, hvor de to boder står i passagen mellem indgangen fra Danmarksgade og trappen op mod Kop & Kande og Fredericia Isenkram. Da vi gæstede Midtpunktet var det efter en regnfyldt lørdag, men salget var gået godt og Thomas Zederkof glædede sig over dagens handel. Mens vi stod og talte, kom der yderligere kunder til og de fik købt nogle lækre flasker rødvin, der skulle bruges til aftensmaden, der bestod af flæskesteg.

Der er forskellige sager på hylderne i Zederkof Vins julebod. (Foto: AVISEN)

Hver dag, hvor Zederkof Vin har åbent, er der en flaske åben til smagsprøver, og det varierer fra dag til dag, hvad det er. Eksempelvis er det på fredag en Loire-Sauvignon Touraine hvidvin, mens det lørdag står på dolce vita-bobler og søndag er en økologisk rødvin i form af Cotes Du Rhone Cecilli. Det udvalg, som Thomas har taget med i juleboden, henvender sig generelt primært til årstiden, fortæller han.

»Det er specielt vin, der egner sig til julemaden og bobler, der passer til nytår, som er her. Så det er meget sæsonpræget det som jeg har,« siger Thomas, der dog også har ganske almindelige vin, som man kan sidde og hygge sig med en fredag aften.

Der er nye smagsprøver hos vinboden hver dag. (Foto: AVISEN)

For at gøre lidt ekstra ud af det afholder Zederkof Vin en konkurrence blandt alle, der køber noget i juleboden, hvor man kan vinde en vinsmagning for ti personer. Derudover kan man blandt andet også gætte hvor mange vinpropper, der er i en spand med seks flasker bobler. Vinderen vinder de seks flasker bobler.

Åbningstiderne i juleboderne er mandag – fredag klokken 15:00 – 18:00, samt lørdag-søndag klokken 10:00 – 16:00.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer