Fredericia Teater har i den grad fundet ”den røde tråd” med ”Shu·bi·dua – The Musical”, som har ramt en nerve hos publikum i hele landet og bliver ved med at storsælge. For en måned siden ramte billetsalget 100.000 billetter og i løbet af de sidste fire uger er yderligere 20.000 billetter revet væk, således at det samlede billetsalg nu er helt oppe på 120.000 solgte billetter! Dermed cementeres forestillingen som én af årets allerstørste succeshistorier i dansk teater og nu med afstand den bedst sælgende teaterforestilling i Fredericia Teaters historie.

Med den fortsat store billetforespørgsel åbnes der nu for ekstraforestillinger på både Østre Gasværk Teater og i Musikhuset Aarhus. På Østre Gasværk Teater forlænges den med to uger og spiller nu indtil den 20. marts, og i Musikhuset Aarhus forlænges forestillingen med én uge og spiller indtil den 22. maj. Spilleperioden på Fredericia Teater blev total udsolgt og sluttede i søndags. Nu er holdet taget på juleferie inden det går løs på Østre Gasværk Teater fra den 21. januar.

– Vi befinder os midt i et lykkeligt eventyr. Et eventyr vi i høj grad selv har været med til at skabe. Publikum elsker ”Shu·bi·dua – The Musical” – og det kan jeg godt forstå. Den rører noget i os alle sammen, minder os om værdien om rummelighed og giver os et brag af en aften i teatret med 33 fantastiske Shu·b·dua-numre. What’s not to like, udtaler teaterchef Søren Møller i Fredericia Teater’s pressemeddelelse.