Rapporten fra ekspertgruppen om arrangementer og forsamlinger lægger op til meget mere idræt for deltagere og tilskuere. Men det er vigtigt, at idrætssommerstævner og -lejre for børn og unge ikke bliver glemt.

Blandt andet lægges der op til, at der indendørs kan komme tilskuere i sektioner af 500, som man kender det fra den såkaldte Superligamodel. Og at der kan arrangeres større motionsevents med sektioneringer. Rapporten er et indspark til kommende politiske forhandlinger om reglerne.

”Det er vigtigt for idrætten, at den kommer i gang i aktiviteterne, og det er vigtigt, at danskerne får rørt sig. Jeg håber, at tiltagene kan indføres fra den 6. maj, som er næste fixpunkt i genåbningsplanen. Det vil kræve fleksibilitet og planlægning fra arrangørerne af eksempelvis motionsevents, men det tror jeg på, at de kan magte,” siger DIF’s direktør Morten Mølholm Hansen.

Glem ikke sommerlejrene

DIF-direktøren er dog opmærksom på, at der bliver anbefalet et forbud mod overnatning på camping i forbindelse med festivaler og sportsarrangementer. Dette vil reelt gøre det umuligt at afvikle store sommerstævner og -lejre for børn og unge.

”Det må ikke ske. Børn- og unge har været socialt isolerede alt for længe, og de har hårdt brug for de aktive fællesskaber, som de får i forbindelse med disse lejre. Jeg tror på, at der kan udarbejdes forsvarlige retningslinjer, så disse sommerstævner kan finde sted. Stævnerne er også livsvigtige rent økonomisk for en lang række foreninger,” understreger Morten Mølholm Hansen og fortsætter.

”Når der kommer en politisk aftale, er det også vigtigt at få kigget på eventuel kompensation. Det har hidtil været tilgangen, at hvis der er aktører, lider økonomiske tab på grund af restriktioner, så skal restriktionerne følges op med økonomisk hjælp. Det princip må man ikke fravige på opløbsstrækningen i håndteringen af denne epidemi.”

Læs hele rapporten her

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer